Af og til forsvarer folk deres interesse for reality-tv med, at det er spændende at se, hvordan mennesker reagerer i pressede situationer. “Det er interessant at se, om de bliver ved med at finde sig i det,” vil de typisk sige. Her bør man straks afbryde og vrænge: “Hvis det er interessant, så vil jeg hellere se noget kedeligt.” Pointen er nemlig, at situationen i reality-tv på forhånd udelukker, at nogen vil være i stand til at gøre noget, der i en meningsfuld forstand vil kunne kaldes godt. Dette skyldes ikke, at det er dårlige mennesker, der deltager i realitytv.