Jonathans værelse er smurt ind i fodboldplakater. Messi og Barcelona og en masse spillere, jeg ikke aner, hvem er. Jeg ruller gardinet ned og sætter mig på en stol ved siden af sengen. Han ligger og vrøvler lidt, men endelig holder han mund. Han holder min hånd. Det undrer mig, da han normalt er for sej til den slags. Og måske er det, fordi vi er helt alene, eller måske er det, fordi værelset pludselig virker mørkt og ensomt, at det faktisk føles godt. Jeg læner mig forsigtigt frem for at se, om han sover. Øjnene er lukkede nu, læberne let adskilte. Jeg fjerner en hårtjavs fra hans ansigt og rammes af en overvældende stærk trang til at beskytte ham, Jonathan, min lille Jonathan, der på en eller anden måde er for skrøbelig til den her verden