Samlede digte

GENSYN
Jeg blændes lidt igen ved at se dig

og standser og staar stille for dit Nik.

Du er ny som dit eget nye Foraar

og som Lyset der brydes i dit Blik.

Du er smuk og den samme og en ny

i en Kjole og en Hat, jeg ikke kender.

Men jeg selv er en ubarberet Satan,

Vær lille og drøm.

og det er din Overmagt:

At alting er endt. Og intet

tilendebragt.

SAADAN HAR HUN FORKYNDT SIG SELV
Jeg har intet og intet at gi.

Det er sandt og renfærdigt forkyndt.

Derfor er det jo ogsaa forbi,

før det endnu er begyndt.

Mine Kærtegn er ingenting værd.

Mine tøvende Ord er for smaa.

At jeg aldrig vil komme dig nær

maa du omsider forstaa.

Der er fattigt i mine Øjne.

Mit Hjerte er tomt som det drivende Hvælv.

Der er kun een Flamme som brænder

– den er mig selv.

Mine Hænder blev svage, fordi du

ingenting gav dem at bære.

Du har Ord med, som jeg engang har sagt dig.

Her er vi saa langt fra hinanden,

at alt hvad vi sir er forgæves

Tak for det – at du ingenting var

uden et Træ og grønt Græs ved dets Fod.

Natten tar alle Ting nær.

Der er klingende

tomt i det fjerne.

– – Vi gaar med hinanden i Haanden

ind i en Stjerne.

FORAARETS HORISONT
Verden er vaad og lys –

Himlen er tung af Væde …

Hjertet er tungt af Lykke,

lykkeligt nær ved at græde.

Det er den oprørske, frihedselskende digter, der falder før alder og gustne overlæg har meldt sig – Keats, Byron, Nordahl Grieg, de unge døde. Vi andre, der lever videre og altså bliver ældre, vil gerne ligne dem i al deres renhed og kalder dem derfor tidligt modne.

SPOR I SNE
Ja, der var Sne engang
paa denne Vej.
Og paa en Frostnats Himmel
var der Stjerner.
Nu dufter Roserne
i Aftenregn,
– og hvor er disse Snefnugs
hvide Stjerner?
Jeg slentrer ad en Vej,
hvor der var Sne engang –
og i de vaade Fliser
ser jeg Spor.
De Spor … er Spor i Sne
og traadt af dig og mig,
og dem kan jeg,
men ingen andre se – – –
for nu staar alle Havers Hegn og dufter,
og alle aftenvaade Græsser gror.

Aftenens Stjerne mod Nord.
Ude i Himlen, men nær,
duver den ind i mit Blik,
blir til en Rytme, der blidt
følger en Rytme af Skridt.
Gennem den tidlige Nats
Muldlugt og Lugten af Løv,
ude fra Mørket, der faldt
ind om den Jord, der er alt,
synker den ned over mig,
blir den en Rytme, der støt
følges med Pulsslagets Rytme,
svingende roligt og rødt.
Vejene strækker sig ud
under det blinkende graa,
langs med en Efteraarshæk
løb mine Drengeaar væk.
Nu er jeg hjemme igen –
Aarstidens smuldrende Lugt
mødes med Sky’r i en bristende
Skal om den faldende Frugt.
Gyngende falder et Lys
ind over Øjnenes Vej,
ser en Bevægelse dér,
mødes med Rytmen af dig.
Stjernen. Og du. Og mit Liv –
klar falder Rytmen, og hed,
er som et Lysskær omkring
det, der er Hemmelighed.

AFTENENS STJERNE MOD NORD
Kølige Striber af Aar.
Nord for den Jord, hvor jeg gaar,
kom den med Mørket, der kom,

IND I EN STJERNE –
Natten er lys, men med drivende Skyer
under Maanen.
Sovende Blomster duver for Vinden
paa Plænernes Skraanen.
Syrenen er afblomstret nu,
men Roserne bløder
saa ondt og saa sødt som to Menneskers
stjaalne Møder …
Natten tar alle Ting nær.
Der er klingende
tomt i det fjerne.
– – Vi gaar med hinanden i Haanden
ind i en Stjerne.

Himlen er tung af Væde …
Hjertet er tungt af Lykke,
lykkeligt nær ved at græde.

FORAARETS HORISONT
Verden er vaad og lys