Mord i september

Selv satte jeg mig igen tålmodigt bag Lenes skrivebord og ringede Uro-patruljen op.

Nej, sagde jeg. – Jeg kan ikke køre. –
Han så på mig som om det var en dårlig undskyldning eller en vittighed, og sådan vil det vel virke på de fleste mennesker i det tyvende århundrede, men faktum er, at jeg ikke kan. Jeg har aldrig lært det og gør det derfor aldrig, og det er mit lille beskedne bidrag til færdselssikkerheden i landet

Vi fordelte arbejdet: Han kørte bilen, og jeg røg de cigaretter der skulle ryges. Når jeg engang dør, ville det kun være rimeligt om Foreningen af Tobaksfabrikanter afholdt begravelses-omkostningerne og gav stenen

Jeg tog en whisky, tog atter hat og frakke på og kastede et sukkende blik ud på regnen. Den gav den pokker i. Det ville jeg også have gjort i déns sted

Jeg håber du véd hvad du gør, sagde han.
Det håbede jeg også. Det var faktisk lige hvad jeg håbede og havde håbet i årevis. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv

Michelsen var sgu god nok, sagde en sportsmedarbejder – der efter syv års ansættelse burde vide bedre – over sin porter i kantinen

Vi kørte temmelig roligt. Vi kørte i hvert fald ikke nogen over. Under alle omstændigheder ingen jeg så.

Jeg forstod intet. Jeg har ganske vist, rent personligt, aldrig været af den opfattelse at jeg forstod noget som helst, men nu forekom det mig jeg satte ny rekord ved at forstå mindre end nogen sinde før

Det burde have været chok nok, men Boddhisattvaen – eller hvem der nu kører det Himmelske firma med direktørgage, fri bil og diverse frynsegoder – havde endnu mere i posen

En rigtig september-regn. De konkurrerende måneder fører ikke lige dét mærke