Helene Tursten

Sandgrav

  • Karin Spendrup Vorsaahar citeretfor 4 år siden
    masse penge? Embla huskede, hvad Eva Sjöberg havde sagt: at formuen lå i virksomheden, som Kristoffer skulle overtage, når han fyldte 18. Han og Evelina skulle dele ”nogle millioner”, åbenbart en fire-fem millioner til hver. Det var alligevel en del. Måske tilstrækkelig mange penge til at begå et mord. Fik Carina mon andel i pengene? Måske havde hun brug for dem, for det lod til, at hendes livsstil var ganske dyr.
    – Har du stadig galleriet?
    – Nej. Det har jeg solgt. Jeg investerede pengene. Og jeg investerede godt. Du skal ikke bilde dig ind, at jeg har levet fedt på Olofs bidrag. Jo, han skaffede mig lejligheden her, men det var mest for Evelinas skyld. Jeg fik, så det dækkede huslejen og udgifterne til hende.
    – Men er han blevet ved med at betale underholdsbidrag til dig, efter Evelina flyttede?
    Nu kneb hun munden sammen igen. Det burde hun lade være med, for rynkerne omkring munden fik den til at ligne en rødmalet anus.
    – Det var kun mere end rimeligt. Han blev dømt til at skulle betale, indtil jeg dør, sagde hun til sidst.
    Det lød nærmest som en amerikansk skilsmisse. Carina havde vist haft en dygtig advokat. Og Olof havde med stor sandsynlighed ikke haft Charlotta Stark som sin juridiske rådgiver dengang. Hun havde aldrig tilladt sin klient at gå med til en for ham så ufordelagtig aftale.
    – Hvad sker der så nu? Når han er død?
    – Det spiller ingen rolle. Jeg får mine penge alligevel.
    For første gang under deres samtale spillede antydningen af et smil omkring hendes snerpede mund.
    Thairestauranten lå neden for hotel Laholmen, lige over for kajen med færgerne til Nord- og Sydkoster. På denne tid af året var der ikke mange daglige overfarter. Det eneste, der forstyrrede nu, var mågerne, der skræppede og sloges om noget i vandet. Med Emblas viden om deres madvaner i tankerne, var hun ret sikker på, at hun ikke ville vide, hvad de kæmpede om.
    På trods af, at det var langt over den almindelige frokosttid, var de ikke alene i det trange lokale. Der sad flere gæster, og mange af dem talte norsk. Maden var god, og selv om den ikke var billig, var den pengene værd. Det var ikke svært at forstå, hvorfor stedet var populært.
    De havde sat sig ved et hjørnebord og talte dæmpet sammen. Bordene stod tæt, og det var let
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)