og tager hans hånd.
Men han har ikke lyst til at være stærk. Det giver jo ingen mening.
„Hvem skal jeg være stærk for?“ siger han, og det svarer hun ikke på.
Han er ikke god til følelser, så han kaster sig med ildhu over alle de praktiske ting. Begravelsen og den slags. Det skal være ordentligt. Og en dag ligger min krop i en hvid kiste foran alteret i Hasseris Kirke. Kisten er dækket med violer, som var min yndlingsblomst, eller det troede mor, fordi jeg engang var kommet til at sige, at de var pæne. Derefter skulle alting være violer, så jeg til sidst var ved at brække mig i stænger over dem; buketten