Uden varsel

Reacher hørte en bil ude på gaden.

Efter de fem gader ligeud kom de til det lysregulerede kryds.

russiske styre betaler Gregory, og Gregory betaler Trulenko

mandskabsdør nederst i en rulleport af metal. De fem andre rykkede tættere sammen for at udfylde hullet efter ham. Gregory ventede. De fem holdt øje med ham, på samme tid vagtsomme og fascinerede. Det var en situation uden fortilfælde. En oplevelse for livet. Som at se en enhjørning. Modpartens leder. Lige her. Tidligere havde man forhandlet på neutral grund, en golfbane langt uden for byen på den anden side af motorvejen.
Gregory ventede. Efter fem lange minutter kom den anden ud ad mandskabsdøren igen. Han lod den stå åben. Han gjorde tegn. Gregory gik derhen, bøjede hovedet og trådte indenfor. Han kunne lugte frisk fyrretræ og høre en sav hvine.
”Vi er nødt til at tjekke dig for mikrofoner,” sagde den anden.
Gregory nikkede og tog T-shirten af. Hans overkrop var hård og muskuløs og behåret. Ingen mikrofon. Den anden undersøgte sømmene i T-shirten og rakte den tilbage. Gregory tog den på igen og kørte fingrene gennem håret.
”Denne vej,” sagde den anden.
Han førte Gregory langt ind i skuret med bølgeblikstaget. De fem andre fulgte efter. De nåede frem til en anonym metaldør. Bag den var et rum uden vinduer indrettet til mødelokale. Fire laminatborde var blevet skubbet sammen på række som en slags barriere. I en stol midt på den modsatte side sad Dino. Han var et år eller to yngre end Gregory og et par centimeter lavere, men til gengæld også bredere. Han var mørkhåret og havde i venstre side af ansigtet et knivar, der begyndte lige over øjenbrynet og bredte sig længere hen over kindbenet ned mod hagen, så det lignede et omvendt udråbstegn.
Ham, som havde ført ordet, trak en stol ud til Gregory over for Dino, så gik han om og satte sig som en trofast væbner til højre for Dino. De fem andre delte sig i tre plus to og satte sig ved siden af dem. Gregory sad alene på sin side af bordet med syv blanke ansigter over for sig. Først sagde ingen af dem noget. Til sidst spurgte Dino: ”Hvad skylder jeg den store ære?”
Man opførte sig korrekt.
”Byen skal have ny politichef,” sagde Gregory.
”Det ved vi,” sagde Dino.
”Som er hentet i egne rækker.”
”Det ved vi,” sagde Dino igen.
”Han har lovet at slå hårdt ned på os begge.”
”Det ved vi,” sagde Dino for tredje gang.
”Vi har en meddeler på hans kontor.”
Dino sagde ikke noget. Det vidste han ikke.
”Vores kilde har fundet en hemmelig fil på en ekstern harddisk gemt bort i en skuffe,” sagde Gregory.
”Hvad for en fil?”
”Hans konkrete plan for at slå ned på os.”
”Hvordan det?”
”Den går ikke i detaljer,” sagde Gregory. ”Visse steder er den yderst vag. Men bare rolig. Hver dag og hver uge får han flere og flere brikker til puslespillet. Han får nemlig stadig flere interne oplysninger.”
”Hvorfra?”
”Vores spion ledte længe og grundigt og fandt også en anden fil.”
”Hvilken anden fil?”
”Det var en liste.”
”Over hvad?”
”Politiets mest pålidelige, hemmelige meddelere,” sagde Gregory.
”Og?”
”

spøgelseslignende hudfarve. Der var det mest påfaldende ved ham. Ud over tatoveringen. Som var amatøragtig og ujævn. En fængselstatovering. Som næppe var lavet i et amerikansk fængsel.
Han tog sin regnskabsbog op, åbn