Thuleselskabet

»Når du kommer ud i lysningen, skal du sætte dig på det væltede træ i midten, så sker resten af sig selv.«

»Tupilak … Forfædrenes sjæle.«
»De dér små benfigurer med vilde hoveder?«
»Nja, det er jo noget, turisterne kan lide. Oprindelig er de ånder. En åndemaner kunne påkalde dem ved at skære en af de små figurer, du tænker på, ud af et dyrs knogle, gevir eller tænder. Hjælpen kom, når tupilakånden ved åndemanerens sang blev kaldt ind i figuren.«

Havde det ikke lige været, fordi jeg frygtede for Helens liv, kunne de have sat mig af på en hvilken som helst kyst og efterladt mig lykkelig i denne enorme, rensende og tavse verden.

Jeg troede naturligvis ikke selv på det, men det var ligegyldigt, for jeg var sikker på, at Wegener gjorde, og hvis menneskeofringer for blandt andet frugtbarhedens skyld fandt sted i det 11. århundrede blandt Nordens vikinger, så kunne mændene på Kingittorsuaq også godt have ofret et menneske i 1100-tallet.

Det kaukasiske, mellemøstlige odinfolk, der vandrede til Norden og havde det, vi nu kender som den nordiske kultur, runerne og asatroen med sig, måtte have været en del af dette ariske folk. Arierne var dog – når jeg skulle se på det med et rationelt blik – nok nærmere en rest af den ældste kultur, som nutidsmennesket direkte deler historie og kultur med. Ikke rumvæsener fra en planet nær Aldebaran.

Antagelsen passer godt med, at de først forsvandt fra det nordlige område, Østerbygden, og derefter fra den sydligere Vesterbygd.

Jeg kan love dig, at mange af de gnidninger, som vi ser ude på gaderne, minder meget om tiden i Europa i 30’erne. De kriminelle miljøer vokser, og der lugter af krig i begge lejre, om jeg så må sige.«