Fanny Price er vokset op hos sin rige onkel og tante på det storslåede, idylliske gods Mansfield Park sammen med sine to kusiner og to fætre. Hun mindes gang på gang om sin underordnede rang i familien, og hendes eneste allierede er fætteren Edmund, der altid tager hende i forsvar over for de mange urimeligheder, hun udsættes for af den øvrige familie. Mens Fannys onkel er på forretningsrejse i Antigua, ankommer de to charmerende søskende Mary og Henry Crawford til egnen, og der opstår hurtigt en forbindelse mellem dem og de unge mennesker på Mansfield Park. Dette nye bekendtskab vender op og ned på livet på godset, der kommer til at danne kulisse for et dristigt teaterstykke, ublu flirten, forelskelse, jalousi og splid. Edmund drages af den livlige Mary, og Fanny må håndtere følelser, hun aldrig har oplevet før.
“Jane Austens Mansfield Park er ganske fantastisk i al sin tilbageholdenhed, sin kontrol og de få, små steder, hvor tilbøjelighederne titter frem … Lærke Pade har oversat fremragende til tidens danske sprog (1800).” — Bo Hakon Jørgensen, Kristeligt Dagblad, *****
"… en yderst fængslende og underholdende roman, der er mere kompleks og mere ambitiøs end nogen af de tre foregående. Dens fremragende hovedpassager — besøget på Sotherton, hele teaterepisoden og kapitlerne, der foregår i Portsmouth — viser en beherskelse af interaktionerne mellem et stort persongalleri og en kompleks række af begivenheder, som kun få forfattere har kunnet matche." — Claire Tomalin, Jane Austen: A Life
«Fuld af dissonante energier — søskendestrid, grådighed, ambition, forbudt seksuel lidenskab og forfængelighed.» — Margaret Drabble
«Det er uden tvivl hendes mest sexede … Lidenskab, erotik, fare og forbudt kærlighed lurer under overfladen i Mansfield Park.» — Paula Byrne, The Telegraph