Moses' vej gennem ørkenen

Men jo mindre og jo sjældnere, man formåede at spise, jo mere from var man. Man var da på vej til at blive en asket, måske senere en helgen. En almindelig munk plejede at spise om aftenen, men han forsøgte at undertvinge sin madlyst og kun tage føde til sig hver anden dag. Nogle kunne øve sig op til kun at spise engang om ugen.

Det er blevet sagt om denne del af vandringen, at for den troende følger efter et Mara altid et Elim, eller med andre ord, at der ingen ørkenstrækning gives i vort liv, uden at Gud også har beredt en oase.

Og i denne hytte af sten i Sinais ørken kan den kvindeskikkelse have siddet, der mere end nogen anden her på jorden er blevet et symbol ikke blot på den gode moder, men også på Zions rene jomfru, der gjorde den første Evas synd god, da denne fristede manden og i stedet hjalp til med at gøre Guds planer til virkelighed?

udmærket sig ved mod, ædelhed, offervilje, højsind? Fra Deborah til makkabæernes moder, fra Ruth til Judith og Esther? Og rettere beset er der ikke også grund til at hylde Sippora, der måtte lade sin mand rejse alene til Ægypten for at han der kunne begynde Guds store under, måtte vente på ham i lang tid og først genså ham ved foden af Sinais bjerg?

Siger ordsprogenes bog ikke, at det at finde en hustru er en nåde for Jahve? Fremstilles visdommen ikke i en kvindes skikkelse?