bookmate game
Bjarne Reuter

Bertram-serien 1: Kidnapning

  • Sanne Hougaard Kramerhar citeretfor 7 år siden
    Kapitel 12
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    Oscar ikke havde været så forfærdelig meget i skole i de sidste fjorten dage, og vores karakterbøger havde han selv skrevet under.
    Men Olsen blev nu ikke så længe, og da han var gået, sagde far bare, at vi skulle i seng.
    – Hvornår kommer mor hjem? spurgte Winni. Hun stod og vaskede tøj sammen med Bertram, der for øvrigt bare svinede det mere til.
    – Der går nok lidt tid endnu, sagde far og strøg sig over skægstubbene og gned sig i sin undertrøje.
    De sidste tre dage havde han ikke været inde i byen. Han havde også været nødt til at tage sig af Oscars og min trappevask, efter at selskabet havde klaget. Jeg havde forsøgt at blive bud hos købmanden, men han havde bare gloet på mig og spurgt, om jeg troede, han var åndssvag.
    Sådanne spørgsmål svarer man i reglen ikke på, men jeg havde haft Bertram med, og han havde svaret ganske tydeligt JA, og der havde været mange kunder i butikken. Købmanden smed os nærmest ud.
    – Hvad andet kan man forvente, havde fru Mortensen sagt til fru Andersen.
    – Vi kyler en mursten ind ad hans vindue i aften, hviskede Bertram, da vi kom ud.
    Men hvad ville det have hjulpet. De ville jo så bare sige: Hvad andet kan man forvente! På en måde ville jeg ligesom mor hellere flytte ind til byen igen. Nok kunne de voksne også være på nakken af os derinde, men det var aldrig kun Bertram, Oscar og mig, det gik ud over. Jeg har nu aldrig kunnet fordrage voksne mennesker. Tænk hvis man selv blev så led engang. Oscar derimod glædede sig til at blive voksen. Så kunne han sgu da rigtig tyre ungerne. Nej, jeg synes, voksne er nogle underlige starutter. Jeg så engang hr. Frederiksen stikke Edgar en flad, fordi Edgar havde slået på en, der var mindre end ham selv.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    Kapitel 3

    Det var hen mod aften, vi gik nede ved skraldehuset og talte om kidnapningen. Der måtte trænes, blev vi enige om.
    Nu da Bertram jo var på alder med Bernhard, måtte det være ham, der skulle kidnappes. Vi satte ham på en gammel madras og sagde til ham, at han skulle lade som om, det var en gynge, og at han legede og ikke kendte os.
    Bertram var mægtig god til at forestille, at han gyngede. – Det skal være en af dem med traktordæk, sagde han, – ellers gider jeg ikke.
    – Ja ja, sagde Oscar, – gyng nu bare.
    Så sneg vi os langs hegnet og krøb om bag ham.
    – Nu, hviskede Oscar, og så kastede vi os over ham, og slæbte ham ind i skraldehuset.
    – Skal vi ikke hellere lege, at jeg rider på den lille hest, sagde Bertram så.
    Den dreng er dummere, end politiet tillader.
    – Gu’ skal vi ej lege, at du rider på den lille hest, snerrede Oscar og rev ham hårdt i armen. Og så prøvede vi igen, men denne gang krævede ungen, at vi skulle lege, at han stod på en karrusel, og da vi så kastede os over ham, himlede han op med, at vi først skulle stoppe karrusellen, og var i det hele taget mere umulig end nogen sinde.
    – Godt, det ikke er ham, vi skal hugge, sagde jeg til Oscar, der var mest stemt for at kræve, at Bertram ikke kom med.
    Samme aften kom vores lærer for at tale med far. Vi stod og vaskede op, da det ringede på døren,
    Olsen er egentlig en meget flink mand, og både Oscar og jeg synes, han hører til de bedre af lærerne.
    Far blev helt rød i hovedet og sagde kom indenfor tre gange. Jeg så onkel smide alle papirerne ned i kommodeskuffen, hvorefter han rejste sig hurtigt og begyndte at fløjte. Jeg vidste godt, at
  • Ole Winther Christensenhar citeretfor 3 år siden
    underfundigt. Så stak han sit store
  • karinajuulhar citeretfor 4 år siden
    Jeg kom til at tænke på, hvis nogen nuppede Winni.
    Vi ville få en del mere plads i sengen, og i værelset i det hele taget, og desuden var hun jo led som kun de færreste; vi ville ikke så meget som give en ti-øre for at få hende tilbage.
    – De bor langt herfra, sagde onkel, – men jeg har i de seneste dage været i nærheden af stedet og set, hvor snydelet det bliver.
    Hør her:
    Hver formiddag går en barnepige med Bernhard over for at købe forskellige ting ind. Bagefter går de hen i en park, hvor der er vipper og gynger og alt sådan
  • Inbal Katzhar citeretfor 4 år siden
    Nu vil nogen nok sige, at vi jo kunne få os en eksamen og alt det der ligesom alle andre børn, men vores skolegang kom også mere og mere til at ligne en fiasko.
  • Inbal Katzhar citeretfor 4 år siden
    Men netop „andre midler” var jo det, vi var i færd med på vej til denne fest, og netop disse midler kunne bringe os slemt i knibe. Nu vil nogen nok sige, at vi jo kunne få os en eksamen og alt det der ligesom alle andre børn, men vores skolegang kom også mere og mere til at ligne en fiasko.
  • Anika Hjørnegaard Petersenhar citeretfor 5 år siden
    hellere gik gennem kældrene. Min mor og far og min farbror boede i værelset
  • Sanne Hougaard Kramerhar citeretfor 7 år siden
    Kapitel 13
    Halvvejs nede ad vejen kørte onkel ind til siden.
    – Er I meget trætte? spurgte han og så mildt bekymret på os.
    – Ja, råbte Oscar og jeg i kor.
    – Jeg er ikke så træt, bjæffede Bertram og rettede sig op i sædet.
    – Det var godt, min ven, sagde onkel og så kærligt på hans afpillede hoved. – Vi mangler nemlig en lille ting, før vi kan sige, vi er færdige; ser I, det drejer sig om millionærens pengeskab, det er nemlig det, Bernhard har tegnet for os i sin lommebog. Og ikke nok med det, han har også været så venlig at forsyne sin pengeskabstegning med låsens kode. Det er faktisk såre enkelt, hvis det ikke var fordi, jeg var så dårlig til bens, ville jeg såmænd ikke bede jer om det, men selv gøre det.
    Jeg smed mig tilbage i sædet. For det første orkede jeg ikke mere, for det andet vidste jeg ikke, at onkel var dårlig til bens.
    – Jeg gør det altså ikke, onkel Georg, sagde Oscar bestemt, – om du så giver mig en million.
    – Jeg er også stået af, sagde jeg.
    Onkel smilede let bittert til os.
    – Nå, jamen så dropper vi det, børn, tag det roligt, det er helt i orden, jeg er ikke den, der tvinger nogen til noget, jeg tænkte såmænd bare på jeres syge mor og den trappevask, der venter hende, når hun kommer hjem for slet ikke at tale om jeres far, min egen bror, der går hvileløs rundt derhjemme uden arbejde, og som må se sig ydmyget af alle og enhver. Selvfølgelig kunne vi have brugt pengene bl.a. til nyt tøj til jer børn, vinteren kommer, før vi venter det, måske der kunne blive til nye cykler, og alt det som alle andre børn får forærende nu om stunder. Han sluttede med en snøften.
    – Så skal der være dynamolygte på cyklen, sagde Oscar og lyste op.
    – Og katteøjne, råbte Bertram og så begejstret på os alle sammen.
    – Din klovn, grinede Oscar, – der er sgu da altid katteøjne på nye cykler.
    – Ikke på fars, sagde Bertram.
    – Den er heller ikke ny, mumlede Oscar.
    – Men så vil jeg også have en pony, onkel Georg, blev Bertram ved.
    – Hold nu op, børn, og læg jer til at sove, sagde onkel, – så kører jeres onkel Georg jer hjem, så I kan komme i seng.
    – NEJ, hylede vi, – vent lidt.
    – Hvad er der nu, sagde han træt.
    Vi så på hinanden.
    – Ja, vi vil altså gerne hjælpe mor og far, og måske selv få cykler med dynamolygter og gear, sagde jeg. Jeg huskede en reklame, jeg engang så, da jeg var inde i byen med far, det var netop for en blå cykel med blank dynamolygte og gear og vistnok også håndbremse. „Sådan en cykel må alle raske drenge simpelthen have“, stod der på den!
    Den var så edderflot, at selv tøsedrenge vel måtte ønske sig sådan en.
    Onkel sad lidt og så frem for sig.
    – Nej, sagde han så, – nej, det går ikke, det er også blevet alt for sent, det er
  • Monika Slot Madsenhar citeretfor 7 år siden
    Kapitel 14
    Vi sneg os ind i parken og så op på huset, der lå i bælgmørke oppe på den lille bakke.
    Uvejret var drevet over, så nu og da kastede månen sit kolde lys nedover, hvor vi lå.
    Aldrig havde jeg oplevet en sådan stilhed; måske ens sanser skrues ekstra op, når man er nervøs eller overspændt, i hvert fald for vi sammen bare nattevinden tog fat i lidt løv.
    Langt borte begyndte en tung summen fra en flyvemaskine, det var som at tegne en sort streg på et hvidt stykke papir, sådan føltes lyden deroppefra. Jeg tænkte, at den nok skulle til Brasilien eller Californien, og at den var proppet med folk, der skulle på ferie; og her lå vi og klaprede tænder af skræk.
    Jeg så bare på de to andre.
    Oscar bed i den hårde hud i
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)