Kvinden ved 1000° C

islændinge i at gøre dyd af en tavshed, og de er vel den eneste

Jeg drømmer om bækken & kateter, men ansøgningen sidder fast i systemet.

De tilbød ham guld og grå uniform.

Lone voksede op i midtbyen, til hun var tolv, hvorefter familien flyttede til Nykøbing Falster.

Hver eneste erindret stund er en ø i tidens dyb

Det var mit livs held, at jeg slap ud af den første og indskrev mig i den sidste. Det var simpelthen min redning ikke længere at behøve at stå op, hælde mælk op i en skål, lunte ud og åbne kuverter, se fjernsyn og tale i telefon. Livet blev mig først kært, da jeg ikke længere behøvede at leve det, men kunne nyde det skjult. Hav derfor ikke ondt af mig over, at jeg ligger her og kukkelurer i en gammel garage i et vidunderløst kvarter, for her fandt jeg til sidst livet selv.

Jeg har fået fortalt, at Den store islandske Tavshed skyldes en aftale, der i tidernes morgen blev indgået med de skandinaviske lande: De lod os være i fred mod, at vi til gengæld bevarede sproget for dem, et sprog, de hastigt var ved at tabe med deres spytslikkeri over for tyske og franske hoffer. Og det man opbevarer for andre, rører man ikke selv ved. De brød dog aftalen godt og grundigt, for pludselig var vi blevet deres koloni, og da vi så havde passet på sproget for dem i tusind år, skinnende rent og så godt som ubrugt, vil de ikke have noget med det at gøre, men forventer, at vi bruger deres udvandede variant af det guld, vi gemte, selveste nordens latin.

pudemuggen og sjusket, med et vrag af en computer på dynen og dødens knokkelhånd på skulderen.

Og her har vi et af de fundamentale problemer i en kvindes liv: Vi ønsker, at der bliver kigget på os, uden ører, men også, at der bliver hørt på os, uden øjne. Vi ønsker at få lov at løbe frit omkring, men også at øjne og linser følger os overalt. I det mindste så længe den ungdommelige rødme er intakt.

Selv var jeg bedrageribleg fra første færd og sidder nu her liggul og parykgrå i en kistehvid særk. Som en jøde uden gas.