Det er noget så smerteligt, jeg ikke kan beskrive det, en uro, en ængstelse, en rådvildhed, en mangel på tillid til mig selv og hvile i min bevidsthed om mig selv, og dem jeg elsker; derved bliver jeg ømfindtlig og ængstelig ved den mindste berø-relse. Det siges, at Achilles' moder dyppede ham i Styx for at hærde ham, så at blot hans hæl hvorved hun holdt ham, kunne såres. Min moder har vist gjort det modsatte, thi mit hele legeme er så let sårligt som hans hæl, og blot min hæl er dyppet i Styx, det vil sige: fremmedes gunst. Verdens – den mig ubekendte verdens dom, sårer mig ikke stort. Men de elskedes ord ere mig af en altfor overdreven vigtighed og vægt; men just denne ømfindtlighed hos mig selv, gør mig dobbelt strafværdig, når jeg sårer andre, og at jeg undertiden i mit ømfindtlige og onde sind har kunnet såre dig eller Ludvig, det kunne jeg ret fortvivle over og har fortvivlet over det, når det har været mig selv bevidst, at jeg har gjort det; og da vi nu ere komne på dette kapitel, så griber jeg med begærlighed denne lejlighed til at bede eder begge om forladelse derfor. De mancheter derimod som du omtaler: – den syge ømfindtlighed. Ak Gud! bær over med mig i den henseende! den er mig i kødet båret, og såmangen bitter sorg, såmange ydmygelser i mit lange liv, har næret denne sygdom.«