Marekors

De bedste løgne indeholder halvfems procent sandhed.”

Han vil spille sindssyg. Han vil snyde juryen og få psykologerne til at tvivle så meget, at de ikke tør sende ham i fængsel. Kort sagt vil han havne på en psykiatrisk afdeling, hvor han vil vise så opsigtsvækkende fremskridt, at han kan udskrives i løbet af få år. Det er sådan, det bliver, Harry. Det er sådan, vi gør med det menneskelige ragelse, der omgiver os. Vi rydder ikke op, smider det ikke ud, men flytter bare lidt rundt på det

“Jeg er nået frem til, at der er visse ligheder mellem at falde og at leve. Blandt andet er begge dele en højst midlertidig tilstand.”

Der er en psykolog, der hedder Sam Vaknin, som hævder, at seriemordere ønsker at blive fanget og straffet for at retfærdiggøre deres sadistiske superego. Jeg tror mere på teorien om, at de har brug for hjælp for at stoppe deres indre monster

Groft sagt kan man skelne mellem tre typer.”

Aune viste på fingrene:

“Den stationære seriemorder, som lokker eller truer ofrene hen til sig og dræber dem i sit eget hjem. Den territoriale, som opererer i et begrænset område ligesom Jack the Ripper, som kun dræbte i luderkvarteret, men hvor territoriet godt kan være en hel by. Og til sidst den nomadiske seriemorder, som sandsynligvis er den med flest liv på samvittigheden. Otis Toole og Henry Lee Lucas rejste fra stat til stat i USA og dræbte over tre hundrede mennesker tilsammen.”

når det hænger på hovedet, med én stjernetak, der peger ned, og to op, er det noget helt andet. Det er et af de mest centrale symboler inden for dæmonologi.

“Mens seriemorderen gennemgår en proces, som på længere sigt forandrer hans adfærd. Den kendetegnes – heldigvis – med aftagende grad af selvkontrol. Men også – uheldigvis – med stigende grad af blodtørst. Det første drab er altid det, det er sværest at komme sig over, og derfor er den såkaldte nedkølingsperiode bagefter også længst. Det giver en lang aurafase, hvor han forbereder sig til det næste mord og tager sig god tid til at planlægge. Hvis vi kommer til et gerningssted for et seriemord, hvor der er lagt vægt på detaljer, hvor ritualerne er nøje gennemført og risikoen for at blive opdaget lille, tyder det på, at han stadigvæk er tidligt i processen. I denne fase perfektionerer han teknikken, så han bliver stadig mere effektiv. Det er den værste fase for dem, der skal prøve at fange ham. Men efterhånden som han dræber flere, bliver nedkølingsperioderne typisk kortere og kortere. Han får kortere tid til at planlægge, gerningsstederne bliver mere rodede, ritualerne mere sjusket gennemført, og han tager større chancer. Alt dette indikerer, at hans blodtørst øges. Eller sagt på en anden måde: at blodtørsten eskalerer. Han mister selvkontrollen og bliver lettere at fange. Men hvis man i denne periode er tæt på at fange ham, uden at det lykkes, kan han blive skræmt væk og holde op med at dræbe i et stykke tid. Dermed får han tid til at falde ned og begynde helt forfra igen.

“Ifølge den amerikanske psykolog Joel Norris går seriemorderen gennem en mental proces på seks faser i forbindelse med hvert mord. Den første kaldes aurafasen, hvor personen gradvist mister grebet om virkeligheden. Totemfasen, den femte fase, er selve drabet, som er seriemorderens klimaks. Eller rettere sagt, antiklimaks. For drabet kan aldrig helt opfylde de ønsker og forventninger om katarsis, om renselse, som drabsmanden knytter til selve aflivningen. Derfor går han efter drabet lige ind i den sjette fase, den deprimerede fase. Den glider så over i en ny aurafase, hvor han begynder at forberede sig til det næste mord

nyttig ledetråd for hende var, om drabene havde fundet sted på hverdage, eller i weekender og ferier. Det sidste tyder på, at drabsmanden har arbejde, og øger sandsynligheden for, at man står over for en sociopat.”

“Lad os først se, hvordan dem, der laver psykologiske profiler for FBI, skelner mellem psykopatiske og sociopatiske seriemordere. Den psykopatiske er ofte et dårligt tilpasset individ uden arbejde, uden uddannelse, med plettet straffeattest og en række sociale problemer. I modsætning til sociopaten, som er intelligent, tilsyneladende velfungerende og lever et normalt liv. Psykopaten skiller sig ud og bliver let mistænkt, mens sociopaten forsvinder i mængden