Vi kender ham som en lille hidsig fyr med løvemanke (inklusive lyse striber), guldkæder og alt for stramme tennisshorts. Han gjorde fra start alt, hvad han kunne for at provokere etablissementet, og publikum elskede det. Andre Agassi er en af nyere tids allerstørste tennisspillere. Han har vundet otte Grand Slam titler og ligget nr. 1. på verdensranglisten. Alt det handler ”Open”, Agassis selvbiografi, selvfølgelig om: de afgørende kampe, der genfortælles i suveræn dramatisk stil, rivaliseringen på banen og i omklædningsrummene, træningen, opturene og nedturene — livet som professionel tennisspiller kort sagt.
Men ”Open” handler også om en lille dreng, der fra start hader at spille tennis — og som stadig hader det. Om en psykopatisk far der tyranniserer Agassi til at droppe skolen og træne time efter time ud fra filosofien: ”Hvis du slår et par tusinde slag om dagen hele din barndom og din ungdom, bliver du verdens bedste tennisspiller”. Andre hader og frygter sin far, men faren får ret. Andre Agassi bliver nærmest mod sin egen vilje bedre og bedre. Hele vejen op ad ranglisten stritter han imod. Han drikker, fester, kommer op at slås, får hanekam og optræder i nogle mildest talt utraditionelle munderinger på banen. Det ligner et almindeligt teenageoprør, men det udspiller sig for øjnene af millioner af seere, og stikker langt dybere.
”Open” er en fortælling om kampen for at frigøre sig fra en ekstremt dominerende far og finde en måde at forvalte både sit talent og sin personlighed på, en personlighed der i mange år ikke er til at skelne fra den offentlige person, der skaber sig åndssvag i medierne. Om det i den sammenhæng er sundt for Agassi, at han konstant omgiver sig med en hær af rådgivere, der til forveksling ligner fadererstatninger, er tvivlsomt.