Den etablerede sandhed om stofmisbrug er, at det er en samfundssvøbe, der skal bekæmpes med alle midler: Forbud, kontrol, kriminalisering, forebyggelse og behandling.Indsatsen på alle disse områder har tendens til at blive ved med at vokse: Mere overvågning, strengere straffe, flere i fængsel, flere i behandling. Alligevel synes problemerne at vokse: Nye stoffer og brugere kommer til, og de vanskeligst stillede brugere udstødes som aldrig før. Har vi fanget os selv i en uløselig spiral? Hvor kan vi søge efter nye indsigter?I denne bog, som overvejende er skrevet af antropologer, peges der på det paradoks, at stofbrugerne selv er en overset kilde til bedre indsigt i, hvordan stoffer og stofbrug er blevet integrerede dele af livet i vores samfund — fra de unge weekend-brugere af ecstasy eller hash til de nu aldrende brugere med årtiers brug af heroin og metadon bag sig. Ganske vist er «brugerorientering» tidens socialpolitiske modelune, men i denne bog opfordres man til at se videre end debatten for og imod “brugerinddragelse” og lade sig grundlæggende udfordre. Værdien af brugernes perspektiver er ikke nødvendigvis, at de anviser lettilgængelige og alternative «løsninger”, men snarere at vi overhovedet kan begynde at opfatte problemerne på nye måder og stille bedre og mere pragmatiske spørgsmål til løsning af stofbrugsproblemer.
