Pas på, Robot

Tobias.
»Hvorfor ikke?« sagde Mira trodsigt. »I snakker jo om hockey. Det er vi ikke interesseret i. Jeg er i hvert fald ikke.«
»Hvad laver du så her?«
»Jeg er her for Gustavs skyld,« sagde Mira.
»Ham er du altså interesseret i,« sagde Tobias muntert.
»Hold mund,« sagde Mira.
»Kom så danser vi.« Gustav lagde armen om livet på Mira. »Tobias giver sig aldrig. Lad ham danse med Katja i stedet.«
Da de kom ud på dansegulvet, var musikken langsom. Ikke ret mange dansede. Heldigvis var der næsten mørkt. Kun et par kulørte spotlights lyste op. Gustav trak Mira ind til sig. Hun blev stiv. Det var første gang, hun havde været så nær ved ham uden en masse tykt tøj imellem. Det var næsten, som om de var nøgne.
»Tag det roligt,« sagde Gustav. »Jeg bider ikke.«
»Jeg er ikke så god til det her,« sagde Mira undskyldende. »Jeg kommer nok til at jokke dig over tæerne.«
»Så jokker jeg igen,« sagde Gustav. Så lagde han kinden mod Miras.
Hun følte hans bløde hår mod sit ansigt. Jeg dør, tænkte hun. Nu var hun virkelig svag i knæene, sådan som alle talte om. Mira tog et fast tag i Gustav, så lukkede hun øjnene og fulgte med. Hun opdagede knap nok, at musikken sluttede. Hun havde stadig lukkede øjne, da hans kind slap hendes. Inden hun nåede at se op, kyssede han hende igen.
»Jeg kan så godt lide at kysse dig.« Mira nikkede åndeløst. Næste musikstykke var begyndt, men de blev stående med armene om hinanden. Det snurrede i hendes hoved. Hun tænkte på, om det skulle være hormonerne, der havde fået krammet på hende. Hun ønskede bare, at Gustav ville trække hende ind til sig igen.
»I bliver vist årets par,« sagde Tobias, da de kom tilbage fra dansegulvet. »Vi så jer godt. Rigtige turtelduer.«
»Drop det, Tobias,« sagde Gustav. »Du bliver sikkert også forelsket en skønne dag.«
»Hvor er han sød,« hviskede Katja til Mira. Mira nikkede

Hvor meget?« udfordrede Gustav. »Mere end i Robot?«
»Pjat,« sagde Mira. »Jeg kan da ikke samemnligne dig med en hest.«
Nu blev der ligesom for megen alvor mellem dem. Gustav sprang til side. Han galopperede nogle skridt.
»Men jeg galopperer da lige så fint som Robot,« drillede han. Mira forfulgte ham. Da de nåede idrætsklubbens lokaler, var de forpustede og varme i efterårskulden. Mira syntes, det føltes, som om de blæste ind som et par hvirvlende, knitrende blade, lidt stive og røde.
»I ser vel nok friske ud,« sagde træneren, som stod i døren og tog imod. »Vi skulle måske bruge piger ved træningen for at få jer op på mærkerne.«
Nu var det Gustav, der så forlegen ud. Mira lo. Det havde hun aldrig før set.
»Det er Mira,« sagde Gustav. »Min pige.« Mira vidste ikke, om Gustav sagde det for at gengælde, at Mira havde grinet. Hun besluttede ikke at blive genert.
»Hej, Mira,« sagde træneren. »Hyggeligt at træffe dig.« Mira nikkede og smilede taknemmelig over, at der ikke var andre i forhallen.
»Der er punch derinde og chips og alting. Gå ind og forsyn jer.«
Der var allerede mange i lokalet. Der var en hel del piger og drenge, som Mira kendte. Til hendes lettelse var der ingen, som gjorde store øjne, da hun og Gustav kom ind hånd i hånd. Det var skønt, at han ville vise, hun var hans pige. At de holdt sammen. Gustav førte hende hen til nogle kammerater, der stod og snakkede. Til Miras overraskelse var Katja der. Hun smilede til Mira.
»Smarte bukser,« sagde hun. Mira sagde tak, og så fortalte Katja, at hun var der sammen med Tobias.
»Er I sammen?« hviskede Mira, men Katja trak på skuldrene. Hun var ikke sikker. Han havde bare inviteret hende.
Det var rart at møde Katja. De begyndte at snakke om hestene på rideskolen og på Bjerregård. Katja hilste fra Helen, og Mira fortalte om Robots nye stald.
»I står vel ikke og snakker om heste?« jamrede

Det virker, som om de gerne vil af med en,« mumlede Mira. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Gustav kiggede så underligt på hende.
»Du bliver den sødeste pige i aften.« Gustav strøg hende over kinden, da hun rødmede. »Lad bare være med at rødme hele tiden, for så bliver du uimodståelig. Jeg får ikke lov at have dig i fred.«

Nu dør jeg, tænkte Mira. Hun gik tavs ved siden af Gustav. Han havde taget et fast greb om hendes hånd, da hun havde fået dunjakken på ude i forstuen. Det var koldt udenfor. Sidst på efteråret og næsten sne i luften. Deres ånde stod i store hvide skyer om deres ansigter. Gustav snakkede løs. Om hvordan det gik med hockeyen, og hvem der skulle med til festen, og hvad de skulle have at spise. Mira hørte kun efter med et halvt øre.
Nu og da dukkede Kajan og deres skænderi op som en sort skygge mellem hende og Gustav. Men for det meste nød hun det. Hun var måske den sødeste pige i hans øjne. Kærligheden skulle jo gøre blind. Mira skævede til Gustav. Hun ville hellere dø end sige det højt, men han var virkelig flot.
Nu så han på hende og smilede direkte til hende. Måske så han, hvad hun gik og tænkte. Måske var det derfor, han standsede og slap hendes hånd. Han tog hende om skuldrene og trak hende ind til sig. Hans læber føltes bløde, varme og venlige.
»Jeg er virkelig forelsket i dig. Ved du det?«
Mira smilede bare. Indvendig jublede hun.
»Også jeg,« sagde Mira dæmpet. Det lød som en kvækkende frø, da hun sagde det, men nu var det ude.
»I dig?« spurgte Gustav i sin sædvanlige drillende tone.
»Øv!« sagde Mira lykkelig og optog den muntre tone i stedet for at blive forlegen. »I dig selvfølgelig.«