Eksistentialisme

Glæden er til gengæld utvetydigt en grundstemning og spiller en altdominerende rolle hos Kierkegaard. Glæden er ét med at være hos sig selv, eller simpelt hen at være et selv. I glæden er man aldeles nærværende, helt ud virkelig; man har iklædt sig sit indhold, er glad til stede i det, og er ikke glad, fordi indholdet i sig selv er så fornøjeligt, men fordi man omsider er blevet identisk med det og er blevet identisk med det, hvordan det end vil arte sig. Glæden er frelsen, den opfyldte eksistens, det mål, der skal nås, og som det i hvert eneste øjeblik igen står en frit for at nå.

Det er overflødigt at analysere denne situation nærmere. Den er enfoldig og selvfølgelig. Det er derimod ikke overflødigt at gøre på det kraftigste opmærksom på den. Eksistentialisme bliver ofte beskyldt for at være så umådelig pessimistisk. Den taler udelukkende om ubehagelige ting, om fortabthed, uoprindelighed, intethed, død, angst, fortvivlelse, skyld osv. I det foregående har jeg behandlet de fleste af disse temaer. Man har imidlertid aldeles misforstået det eksistentialistiske livssyn, hvis man ikke har øje for, at det i sin grund er noget helt andet. Hvilken form eksistentialismen end optræder under, er den altid en
tilskyndelse til at gå ind i livet og tage det på sig. Den afskyer veghed, selvbedrag, virkelighedsflugt og romantiske drømmerier; den vil være nøgtern, den vil realistisk se livets kår i øjnene, den har vilje til at leve, men den vil gøre det oprindeligt og sandt, i redelighed og uden eskapisme. Og den tror på livet. Sartre har udtrykkeligt gjort opmærksom på, at han er optimist; han er overbevist om, at livet er muligt, og han er humanist i den forstand, at han anser livet for at være en menneskelig mulighed. Men mest programmatisk og med næsten evangelisk kraft er det for Kierkegaard alt om at gøre at slå dette punkt fast: at leve livet er ensbetydende med at leve det i glæde. Angsten og fortvivlelsen er gennemgangsstadier, den trange vej, der fører til målet: glæden over livet.

Der gives imidlertid en tredje eksistentialistisk type, den apriorisk orienterede, som vi lod Kierkegaard stå som repræsentant for. Ifølge denne betragtningsmåde er det ejendommelige ved eksistensen modsætningen mellem indholdet og eksistensen i indholdet. Indholdet betyder, at mennesket virkelig er noget; det er bestemt af den historiske tradition, det er født ind i, af det miljø, det er vokset op i, og af den karakter, det individuelt er udstyret med; disse tre ingredienser indgår i en fast forening og udgør tilsammen menneskets indhold.

Men i tilbagestødets bevægelse opdager mennesket sin frihed, ikke den tomme frihed til hvad som helst, men friheden til sig selv, til at vende tilbage til det, det er, thi man kan ikke springe sig selv over. Friheden er krisen, hvor det skal afgøres, om mennesket er til i uoprindelighed eller om det vil gøre sig oprindeligt i valget og overtagelsen. Den eksistentielle modsigelse er ikke en modsigelse mellem mennesket og verden, men i mennesket mellem det, det er, og kravet om at blive det, det er.

Endelig er angsten også udtryk for den tredje bestemmelse ved frihedens valg, at man nemlig aldrig kan undgå
at udføre eksemplariske handlinger. I handlingens øjeblik overtager jeg ikke alene ansvaret for mig selv og min egen eksistens, men jeg bliver ansvarlig for den norm, der som sådan forpligter enhver. Ved ikke at kunne finde nogen retfærdiggørelse uden for sig selv bliver handlingen sin egen retfærdiggørelse, og det individ, der udførte handlingen, må nu bære det totale ansvar. Friheden, valget og ansvaret er de tre grundbestemmelser ved eksistensen, der viser sig i angsten, og da de som grundbestemmelser ikke kan skaffes af vejen, er angsten uovervindelig.