Spirit Animals 5: Forræderen

Åh, panda, panda, panda. Unaturligt lille hårbolle. Jeg har savnet dig, ikke sandt? Jo, jeg har.”

”Sikkert fordi han regnede med, at du ville hjælpe,” sagde Kalani. ”I stedet for at opføre dig som en pinlig og æselstædig grisetryne.”
Abeke undertrykte et fnis.
”Uhh, den var god,” mumlede Rollan. ”Jeg burde skrive den ned.”

”Der er kun ét menneske, der ved, hvordan man finder Mulop,” sagde hun. ”Det er en viden, som er gået i arv fra vismand til viskvinde hele vejen til vores nuværende vismand. Men han er lidt ... speciel, kan man vist godt kalde det.”
”Hvordan speciel?” spurgte Rollan. ”Hvor slemt kan det være? Vi har indtil videre haft mange specielle oplevelser på vores vej: Vi har kæmpet mod næsehornsryttere, besøgt underjordiske isbyer, set Conor i nederdel ...

mågen gik omgående efter hans jakkelomme.
”Granitvædderen!” hørte han Meilin råbe. Det lød, som om hun var langt, langt borte. ”Den vil stjæle en af vores talismaner!”
”Den er et totemdyr!” råbte Rollan. ”Den arbejder for erobrerne!”
Conor kunne mærke, at de andre forsøgte at standse mågens angreb, men det fortsatte ubønhørligt. Han slog om sig og rullede rundt på dækket, så fuglen i stedet hakkede ham i ryggen. Han knugede stenvædderen i lommen. Han havde ikke tænkt sig at miste endnu en talisman, om så mågen forsøgte at prikke hans øjne ud.
Og så hørte han et skrig, som han genkendte som Essix’, og to sekunder efter sad mågen ikke længere på ryggen af ham.
”Conor?” Abeke knælede ved siden af ham og undersøgte hans ansigt. ”Kom du noget til?”
”Fik den fat i talismanen?” ville Meilin vide.
”Nej.” Han rystede på hovedet. Han kunne stadig mærke den tunge vædder i lommen.

Den lignede på en prik de hundredvis af andre måger, der altid kredsede omkring skibet.
Den knebrede med næbbet, lagde hovedet på skrå og stirrede på Uraza med sine blanke perleøjne.
”Uraza?” sagde Abeke. ”Hvad er der galt?”
Fuglen drejede langsomt hovedet mod dem. Dens blik gled hen over Abeke, og hun fik en underlig gysende fornemmelse. Så standsede mågen hovedbevægelsen og stirrede stift på Conor.
”Du har nok fået dig en beundrer,” sagde Rollan. ”Helt ærligt, Conor. Det er derfor, jeg opfordrer dig til at gå i bad lidt oftere. Hvis du ikke stank sådan af fisk, ville du ikke ...”
Mågen udstødte et enkelt gennemtrængende skrig, som var der en eller anden, der rev dens fjer ud.
Og så dykkede den direkte ned mod Conors ansigt.