Chief whip Francis Urquhart — udadtil diskretionen selv — styrer regeringspartiet fra skyggerne. Det er hans opgave at holde styr på geledderne, holde de menige medlemmer i skak. Han kender hver en beskidt hemmelighed, hver en mørkelagt affære, alle svinkeærinder, der er undsluppet offentligheden. Og han er villig til at sætte al sin viden i spil for at komme til tops. Helt til tops.
Mattie Storin er en ung og ambitiøs journalist, der drømmer om at blive en af de største. I sin jagt på den gode historie spindes hun ind i et væv af løgne, bagvaskelse og politiske intriger, da hun kommer tæt på Urquhart — måske lidt for tæt.
Karrierer lægges øde og skandaler rammer avisforsider, når Francis Urquhart spiller sit spil. Og ikke alle slipper væk med livet i behold.