Og bjergene gav genlyd

Hinsides alle forestillinger
om rigtigt og forkert
er der en mark.
Der vil jeg møde dig.

De gik tit i biografen og på museum og besøgte små kunstgallerier, hvor man udstillede værker af obskure malere, som kæmpede for anerkendelse og havde udenlandske navne.

Ser De, hun er ikke kommet alvorligt til skade, men det vil nok alligevel være en god idé, hvis hun ikke begiver sig hjemad på egen hånd.

Når du har levet lige så længe som jeg, svarede diven, så vil du indse, at grusomhed og barmhjertighed blot er forskellige nuancer af samme farve.

Jeg så, når hun skød solbrillerne op i panden for at gnide sig i øjnene, eller når hun tog elastikken ud af håret og lagde hovedet tilbage, så de mørke, blanke krøller tumlede fri, og jeg så, når hun hvilede hagen på knæene og stirrede ud i haven, mens hun tog lange, sløve drag af cigaretten, eller når hun krydsede benene og vippede den ene fod op og ned – en bevægelse, jeg tolkede som et tegn på kedsomhed eller rastløshed eller måske en næsten ubændig trang til at lave ulykker.

Han rødmer en smule og vipper lidt med hovedet, mens han griner.

De her menneskers historier, dem har vi ikke ret til at høre.

tænker på ham nu, forpjusket og fortabt, mens han vakler gennem en ørken, og stien bag ham er oversået med alle de skinnende små brikker, livet har revet fra ham.

Det var den blide, lettere paniske måde, han sagde de ord på, som fortalte mig, at min far var et såret menneske, at hans kærlighed til mig var lige så ægte, enorm og uforanderlig som himlen, og at den altid ville tynge mig ned. Det var den form for kærlighed, der før eller siden presser én op i en krog, så man bliver tvunget til at vælge: Enten kæmper man sig fri, eller også bliver man der og står det igennem, selv om dens mægtige kraft klemmer én sammen til noget, der er mindre end én selv.

ligefrem i flere årtier, i en langstrakt tilstand af selvbedrag og