En mand frygter at være skyld i en lille piges død. En aldrende assurandør ser sig nødsaget til at ombringe sin hattestjælende hustru. En forfatters mor falder om i solskinnet. Og i Lille Lemstrup får det kvindelige litteraturselskab besvær med at holde jordforbindelsen, da de læser en stærkt opløftende selvhjælpsbog.
Livet er fuld af stød, der forskrækker og forandrer os. Stød, som puffer os i nye retninger eller slår noget i stykker. Og en dag er det døden selv, der rammer med en lige højre.
Døden og alvoren er i høj grad til stede i Ane Riels novellesamling, og samtidig bobler de elleve historier i SMÅ STØD af liv og underfundighed.
Det er langt ude og meget tæt på.