At handle med ondskaben

olkestrejke i sommeren 1944 store tyske nederlag, her invasionen i Normandiet den 6. juni, der skabte forventning om, at kapitulationen var nær, og at man kunne strejke tyskerne ud af lande

Men ser vi videre end krigens mål, blev modstandens fortjeneste at have stillet et krav om international solidaritet til den danske nation, det krav, der lyder, at vi er en del af verden og

Passiviteten i den store krig eller den direkte hjælp til Hitler, hvor andre lande kæmpede vores sag, skabte skam og mindreværd. Den kampløse besættelse den 9. april satte sig dybere spor og greb fat i større kredse, end man nok tidligere har villet se. Indrømmelserne kunne nok forekomme beskedne i sig selv, men hobede sig op og blev til et almindeligt billede af eftergivenhed, der kaldte på et stop.

er her tale om svært målbare størrelser, hvor historikeren må hente hjælp fra andre samfundsdiscipliner. Det vanskelige ligger ikke blot i at få hold på begreber som ære, stolthed og selvrespekt, men også i beskrivelsen af en hel nations reageren på og bearbejdning af samarbejdslinjen under krigen. For fanger vi alle vigtige segmenter ind, eller rammer vi kun den lille elite, der har formuleret sig om spørgsmålet?

Nok så afgørende på det lange sigt forekommer mig samarbejdspolitikkens negative virkninger på den nationale identitet, på vor selvforståelse og selvrespekt – eller for at referere til pagten, Faust sluttede med den onde, det, man patetisk kunne kalde folkets sjæl

Kollaborationen blev en hjælper i Tysklands krig. Den friholdt tyske ressourcer, der kunne bruges til undertrykkelse i andre lande. D

I Anders Fogh Rasmussens angreb på samarbejdspolitikerne i jubilæumstalen på Holmen i 2003 brugte han den frase, at hvis alle andre nationer havde optrådt som den danske, ville nazismen have behersket Europa i dag. Nu gik England og USA først ind i krigen mod Tyskland, da deres egne vitale interesser var truet. De handlede altså ikke mindre egoistisk, end man gjorde i København. Havde den engelske regering sluttet fred med Tyskland i juni 1940, hvad en gruppe ønskede, og havde Tyskland undladt at invadere Sovjetunionen i 1941, kunne krigen være endt i et kompromis, der havde overladt kontinentet og dermed Danmark til den tyske magt. I alle tilfælde synes det ude af proportioner at sammenligne Danmark med de store stater, hvis ikke netop formålet med talen på Holmen var at signalere den nye aktivistiske udenrigspolitik, som skulle bringe Danmark i front internationalt og proklamere småstatsparadigmets endeligt

hvor længe er usikkert – opfattede i hvert fald de radikale og socialdemokraterne, uanset deres sympatier for vestmagterne, verdenskrigen som et stormagtsopgør, der ikke kom Danmark ved. De og diplomaterne anskuede konflikten ud fra en småstatsrealistisk tilgang, hvor magterne først og fremmest plejede deres egne inter

og Henrik Kauffmann i spidsen, hvor den sidste i Washington lagde linjerne for efterkrigstidens vestvendte alliancepolitik.

Der herskede aldrig den mindste tvivl om, at et angreb på besættelsesmagten i Danmark var en hjælpende hånd til Den Røde Hær. Bl.a. deraf udsprang den offervilje og disciplin, partiet udviste