Stille Skrig

en form for adfærdsfokuseret tænkning. Men en tilgang, man unægtelig møder i samfundet,” svarede Hanne.

Cecilie nikkede.

Det gør man i hvert fald. Tænk, at man f.eks. vil inddele børn i kategorier, at man sådan tænker at individet betingelsesløst bør tilpasse sig samfundets dikterede normer. Silas, Viggo, Marie, Benjamin – bare nogle af de børn, som har fået en fejlagtig diagnose på grund af det standardiserede normalitetsbegreb. Men hvordan pokker skal man ændre denne tilgang, hvor man definerer det normale for at genkende afvigelsen? Er det rammen for det normale, der er blevet smallere? Eller er det rummeligheden over for det afvigende, der er blevet mindre? Et paradoks af dimensioner! Det, som bliver kaldt inklusion af de ’skæve’ børn som Silas, ender ofte med at blive eksklusion, fordi ressourcerne ikke følger med. Lille søde Silas. Hvor er teorien nogle gange forskellig fra praksis og virkelighed.

”Tak, Hans. Da vi jo ikke kender S

”Tak, Hans. Da vi jo ikke kender