Snigmorderens kald

Det er det, der er problemet med at dræbe mennesker. Alt det arbejde, og så kan man ikke engang spise dem bagefter.

Tiden. Jeg var fanget i den, hegnet inde i et lillebitte stykke af nuet, som var den eneste tid, jeg havde indflydelse på.

Det er aldrig det samme at se andre gøre noget og at gøre det selv.

Dengang jeg selv fik tæsk i fangehullet, var noget af det, der slog mig mest ud, min egen sorg over, at min krop blev smadret. Det var underligt at opdage, at jeg var følelsesmæssigt knyttet til mit eget legeme. Mit behov for at sørge for, at det blev ved med at fungere, stak dybere end bare det at undgå smerte.

Med et skævt smil spurgte hun mig, om jeg havde fået løst gåden

Jeg huskede ingen af disse drømme, kun den knugende rædsel, de fyldte mig med. Det var ikke nyt for mig at nære frygt.

Jeg holder mine hænder beskæftiget i håb om at aflede mine tanker.

Der var ingenting, ikke en kvist eller en større klippe, som jeg ville kunne gribe fat i.

Den var kun lidt højere, end at en voksen mand kunne hoppe op på den. Jeg tror ikke, det var meningen, den skulle fungere som en forsvarsmur.

„Han lever, Deres Nåde,“ forsikrede jeg hende stille.