For tre år siden gik jeg i gang med en bog om mit liv, men jeg stoppede processen nærmest inden, den var kommet i gang. Det gik nemlig hurtigt op for mig, at jeg ikke var klar, og jeg blev i tvivl, om jeg nogensinde ville blive det. Var det at skrive en bog overhovedet noget for mig? For selv om jeg lukker jer ind i Familien fra Bryggen, er jeg et privat menneske, der ikke nødvendigvis har lyst til at åbne op om hele mit liv. Jeg lagde derfor bog-planerne på hylden.
Men i foråret 2019 sad Cengiz og jeg i sofaen derhjemme og snakkede.
”Du bør skrive den bog, og du bør gøre det nu,” sagde han pludseligt.
Og inden jeg vidste af det, var vi i gang med at skrive temaer ned til noget, der muligvis kunne ende med at blive en bog. Det var vigtigt for mig, at jeg selv styrede slagets gang, og at jeg helt selv kunne bestemme, hvad min bog skulle handle om. Det, der slog mig ud den første gang, var nok, at jeg ikke helt vidste, hvor mine grænser lå, og at jeg for nemt begyndte at tale om oplevelser og erfaringer, som jeg egentlig ikke havde lyst til at dele. Ikke fordi mit liv består af en masse mystiske hemmeligheder, men fordi der er perioder og episoder i mit liv, som kun kommer mig selv ved. Sådan har vi det vel lidt alle sammen, går jeg ud fra?
Men jeg vil gerne tale om min barndom, min ungdom, min familie, mit ægteskab, min elskede Alba, mit arbejde, mine vilde festdage og min hverdag som influencer og mor. For det er lige præcis her, jeg håber, jeg kan være med til at inspirere – og måske endda til tider underholde.
Det at skrive en bog er en lang og lærerig proces – det har det i hvert fald været for mig. At skulle åbne sig over for et menneske, jeg i bund og grund ikke kendte, har været nyt for mig. Jeg lærte hende at kende, min forfatter, Katrine. Hun forstod mig hurtigt, hun lyttede, spurgte ind og respekterede mig. Vi har talt om ting, jeg nærmest ikke engang har fortalt mine nærmeste, og på intet tidspunkt har jeg følt mig forkert. Tillidsbåndet mellem os var der fra begyndelsen, og jeg er dybt taknemlig for hendes måde at være på – også over for mig, der til tider nok kan være lidt af en mundfuld. Det gjorde sgu det hele lidt nemmere.
Processen med bogskrivning har lært mig en masse om mig selv. I og med jeg har plapret så meget om mig, mig, mig, har jeg nogle dage måttet lukke lidt ned for at kapere det hele. Det er jo ikke hver dag, jeg sådan sidder og hyggesnakker med Cengiz om dengang, Mopper kaldte mig en fed hval, eller om tiden, hvor jeg var