Et dukkehjem

elmer: Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?
nora: (uforstyrret): Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indretted alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg ved ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet. Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald. Men du vilde jo ha’e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

nora: Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legte med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig –

er er for en mand noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin hustru, – at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt forstand blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille rådvilde, hjælpeløse væsen

elmer (standser foran hende): Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger – Ti! Alle din faders letsindige grundsætninger har du taget i arv. Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse –. Å, hvor jeg er bleven straffet for, at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således lønner du mig.

ru linde: Jeg trænger til nogen at være moder for; og Deres børn trænger til en moder. Vi to trænger til hinanden. Krogstad, jeg har tro på grundlaget i Dem; – jeg tør alting sammen med Dem.

(Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet frem midt på gulvet. En lampe brænder på bordet. Døren til forstuen står åben. Der høres dansemusik fra etagen ovenover.)
(Fru Linde sidder ved Bordet og blader adspredt i en bog; forsøger at læse, men synes ikke at kunne holde tankerne samlet; et par gange lytter hun spændt mod yderdøren.)

nora (står en stund ligesom for at samle sig; derpå ser hun på sit uhr): Fem. Syv timer til midnat. Så fireogtyve timer til næste midnat. Da er Tarantellaen ude. Fireogtyve og syv? Enogtredive timer at leve i.
helmer (i døren til højre): Men hvor blir så lille lærkefuglen af?
nora (imod ham med åbne arme): Her er lærkefuglen!

ora (sagte, efter en stilhed): Å hvad! Det er ikke så. Det er umuligt. Det må være umuligt.
barnepigen (i døren til venstre): De små beer så vakkert om de må komme ind til mamma.
nora: Nej, nej; slip dem ikke ind til mig! Vær hos dem du, Anne-Marie.
barnepigen: Ja, ja, frue. (lukker døren.)
nora (bleg af rædsel): Fordærve mine små børn –! Forgifte hjemmet? (Kort ophold; hun hæver nakken.) Dette er ikke sandt. Dette er aldrig i evighed sandt.

helmer: Tænk dig blot, hvorledes et sådant skyldbevidst menneske må lyve og hykle og forstille sig til alle sider, må gå med maske på ligeover for sine allernærmeste, ja ligeover for sin egen hustru og sine egne børn. Og dette med børnene, det er just det forfærdeligste, Nora.
nora: Hvorfor?
helmer: Fordi en sådan dunstkreds af løgn bringer smitte og sygdomsstof ind i et helt hjems liv. Hvert åndedrag, som børnene tager i et sådant hus, er fyldt med spirer til noget stygt.
nora (nærmere bag ham): Er du viss på det?
helmer: Å kære, det har jeg tidt nok erfaret som advokat. Næsten alle tidligt forvorpne mennesker har havt løgnagtige mødre.
nora: Hvorfor just – mødre?
helmer: Det skriver sig hyppigst fra mødrene; men fædre virker naturligvis i samme retning; det ved enhver sagfører meget godt. Og dog har denne Krogstad gået derhjemme i hele år og forgiftet sine egne børn i løgn og forstillelse; det er derfor jeg kalder ham moralsk forkommen. (strækker hænderne ud imod hende.) Derfor skal min søde lille Nora love mig ikke at tale hans sag. Din hånd på det. Nå, nå, hvad er det? Ræk mig hånden. Se så. Afgjort altså. Jeg forsikrer dig, det vilde være mig umuligt at arbejde sammen med ham; jeg føler bogstavelig et legemligt ildebefindende i slige menneskers nærhe

ora: Ja.
krogstad: Sig mig, fru Helmer, skulle De tilfældigvis huske Deres faders dødsdag? Hvad dag i måneden, mener jeg.
nora: Pappa døde den 29. september.
krogstad: Det er ganske rigtigt; det har jeg erkyndiget mig om. Og derfor er der en besynderlighed (tager et papir frem) som jeg slet ikke kan forklare mig.
nora: Hvilken besynderlighed? Jeg ved ikke –
krogstad: Det er den besynderlighed, frue, at Deres fader har underskrevet dette gældsbevis tre dage efter sin død.
nora: Hvorledes? Jeg forstår ikke –
krogstad: Deres fader døde den 29. September. Men se her. Her har Deres fader dateret sin underskrift den 2. Oktober. Er det ikke besynderligt, frue?
nora (tier).
krogstad: Kan De forklare mig det?
nora (tier fremdeles).