Prøv at forestille jer, at alle mennesker formåede at holde på deres hemmeligheder. Tænk, hvis alle kun fortalte det om sig selv, de anså for passende. Hvis Inge ikke havde talt over sig, ville Inge og Lau være de eneste to mennesker på Næsset (og i verden), der kendte til det, der skete. En bid liv båret af kun to mennesker (andre gange kun ét) kan så let forgå. De kunne risikere at glemme det eller komme til at tvivle på, om det virkelig havde fundet sted. Eller de kunne blive begravet med det til sin tid. Det skræmmer os mere, end I aner. Alle de historier, der bliver ædt af ormene.