bookmate game
Henrik Pontoppidan

Lykke-Per

  • Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 6 år siden
    Vore Jernbaner, som jeg ellers af Hjertet priser, forleder os til Utroskab mod Naturen . . . gør os ulydige mod dens faderlige Bud. Når jeg ser sådan et langt, sort Jernbaneuhyre fare hvislende henover Guds grønne Jord, kommer jeg altid til at tænke på Slangen i Paradiset. I gamle Dage, når jeg havde Ærinde i Købstaden, tog jeg mangen Gang til Apostlenes Heste for at spare min Forpagters, — det var to Mil frem og to Mil tilbage på samme Dag. Og alligevel faldt Tiden mig aldrig så lang som nu, når jeg ruller ind med Toget på en lille halv Time, — jeg er ude af mig selv af Utålmodighed, bare det er forsinket fem Minutter.
  • Kirsten Nielsenhar citeretfor 5 år siden
    »Hvad er det?«
    »Har Hr.
  • Jes Henrik Arbovhar citeretfor 6 år siden
    Det blev nu ingenlunde den eneste Gang, at Per fik et sådant fortroligere Indblik i disse "Uafhængiges" Indre og til sin Overraskelse skimtede en Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et andet Jeg, der i ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med dem og deres nye Religion
  • Peder Hagbert Hansenhar citeretfor 6 år siden
    Madam Olufsen var næst en lige så høj som sin Mand, havde dertil en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en grå Moustache over Overlæben
  • Haydar Anwar Rezahar citeretfor 6 år siden
    »Der tillægges Voltaire det Ord, at dersom Gud ikke var til, måtte man opfinde ham. Jeg finder mere Sandhed i Sætningen, når den vendes om. Dersom der virkelig skulde være nogen Gud til, måtte man se at få ham afskaffet, og dette ikke af Frygt for vore onde Gerninger og deres Straf, men for at opelske Mennesker, der gør det gode for det godes egen Skyld. Hvor kan man med rent Hjerte give en Tigger en Almisse, når man tror eller har Interesse af at tro, at der sidder en regnskabsførende Gud i Himlen og ser derpå og nikker bifaldende?«
  • Haydar Anwar Rezahar citeretfor 6 år siden
    Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal åbenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Når vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utålmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formålet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmål end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gåde vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, så uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, sådan som jeg udgik fra Naturens Hånd, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget
  • Haydar Anwar Rezahar citeretfor 6 år siden
    ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal åbenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Når vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utålmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formålet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmål end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gåde vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, så uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egenlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, sådan som jeg udgik fra Naturens Hånd, uforvansket, ubesmittet. Eller er det altsammen lige meget
  • Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 6 år siden
    I hele dette praktisk anlagte, handlemodige, kloge og usentimentale Hedningefolk såe han Mennesket i uforvrænget Oprindelighed, Titanslægten, hvorom han uklart havde drømt, og med hvilken han følte sig selv i Slægt.
  • Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 6 år siden
    For første Gang i sit Liv grebes han her, af en historisk Stemning. Hans Blik havde hidtil udelukkende været rettet anelsesfuldt fremad mod den forventede Stortid, — Fortiden havde aldrig sysselsat ham.
  • Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 6 år siden
    Vant, som han fra Matematiken og Naturvidenskaberne var, til at søge Beviset gennem Slutningsrækker, gik han bestandig fra den ene Bog over til de andre, hvortil der i denne var bleven henvist, og forfulgte fra disse Tankegangen tilbage til endnu ældre Værker for således at finde ind til den oprindelige Begrundelse, det enkle, endegyldige Sandhedsbevis, der nedslog alle Tvivl
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)