Rottesken er en fantastisk roman, som rummer mange forunderlige historier. Rotten er ikke bare den rotte, som sidder pænt i sit bur, den er også en af de næsten mytiske rotter, som overlever vor verdens tilintetgørelse i det store brag.

Her sejler kvinderne fra Flynderen igen over Østersøen på skuden Den nye Ilsebil og fouragerer i Irma i Stege, og her møder vi vor gamle ven dværgen Oskar Matzerath, der nu er blevet videoproducent. Brødrene Grimm optræder som ministre og prøver at standse skovdøden, der i en komisk scene skjules bag potemkinkulisser, for at en dum kansler uforstryrret kan ævle en begejstret hyldest til den tyske skov. Og så er der en lærerig historie om svindleren Malskat, som genskabte „ægte“ gotisk kirkekunst i Mariakirken i Lübeck og først meget sent blev afsløret.

Rotterne under jorden og den ensomme fortæller i en rumkapsel er de eneste, der er tilbage. Kun fantasien kan genoplive fornuften midt i falskheden og det destruktive vanvid.

I en samtale om Rottesken med Niels Barfoed i Politiken sagde Günter Grass: „Det er en fortælling, der handler om en mand, der får en rotte til jul. Den ligger lige så nydeligt under juletræet. Det særlige ved lige denne rotte, som er en hunrotte, er, at den kan fortælle historier. Men de er desværre ikke opbyggelige – de foregår nemlig i en fremtid, hvor kun rotterne har overlevet og menneskene har afskaffet sig selv i atomkrigen. Han prøver at fortælle rotten mod-historier, der beviser, at mennesket vil undgå katastrofen og overleve, men mandens historier har det desværre med at løbe ind i selvmodsigelser og dermed dementere sig selv.“

Lokalbedøvet