Det Eksplosive Barn

Svært ved at håndtere forandringer og svært ved at skifte fra en måde at tænke på eller udføre en handling på til en anden

Svært ved at håndtere uforudsigelighed, dobbelttydighed, uvished eller noget nyt

Svært ved at afvige fra regler og rutiner

Svært ved at styre følelsesladede reaktioner på frustrationer for at kunne at tænke mere rationelt

Det er faktisk et ret informativt svar, selvom det ikke ser sådan ud. I den perfekte verden ville barnet svare nogenlunde således:
”Hør her, folkens, jeg har et lille problem. Faktisk er det ved at vokse sig til et stort problem. Jeg er ikke særlig god til hverken at være fleksibel eller at håndtere frustration eller løse problemer. Men du – og masser af andre mennesker – forventer, at jeg tilpasser mig lige så godt som andre børn, når planerne ændres, eller jeg får besked på, hvad jeg skal, eller tingene ikke går, som jeg regnede med. Når I forventer alt det af mig, bliver jeg frustreret, og så har jeg svært ved at tænke klart, og så bliver jeg endnu mere frustreret. Og så bliver I frustrerede, og det gør det hele meget værre. Så er det, jeg begynder at gøre ting, jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort, og sige ting, som jeg ville ønske, jeg ikke havde sagt. Så gør I somme tider noget, I ville ønske, I ikke havde gjort, og siger ting, som I ville ønske, I ikke havde sagt. Så får jeg en straf, og det hele bliver noget værre rod. Når støvet har lagt sig – I ved, når jeg igen kan tænke klart – ender det med, at jeg bliver virkelig ked af af de ting, jeg gjorde og sagde. Jeg ved godt, det her ikke er sjovt for jer, men I kan være stensikre på, at det heller ikke er spor sjovt for mig.”
Udfordrede børn er sjældent i stand til at beskrive deres vanskeligheder i så tydelige vendinger. Her er en matematisk ligning, som måske rækker:
Manglende fleksibilitet + manglende fleksibilitet = nedsmeltning

Opsummering af plan B
Der findes to udgaver af Plan B, alt afhængigt af timingen: Nødplan B og Proaktiv Plan B. Da Proaktiv Plan B er langt at foretrække, har den været det primære fokus i dette kapitel. Nødplan B – på grund af ophedning og det tidspres, der er til stede – er meget sværere og har meget mindre sandsynlighed for at føre til løsninger, der holder i det lange løb.
Proaktiv Plan B begynder med en præsentation (”Jeg har lagt mærke til, at …”) af et af dine højest prioriterede uløste problemer efterfulgt af et spørgsmål (”Hvad skyldes det?”). Det første, dit barn siger (hvis det overhovedet siger noget), kan sandsynligvis ikke kaste tilstrækkeligt lys over problemet, så du må sondere terrænet (kulegrave) for at indhente mere information. Blive ved med at kulegrave, indtil dit barns bekymring eller synspunkt om et problem er helt tydeligt for dig.
Fasen, hvor problemet skitseres begynder med ordene: Min bekymring er … eller Som jeg ser det … Du kan have brug for at tænke over din bekymring eller synspunkt omkring et problem på forhånd.
I Tilskyndelsefasen (”Mon der er en måde …”) opsummerer du de bekymringer, der er blevet klarlagt i de to første faser, og derefter giver du barnet den første chance for at komme med løsninger. Du er ikke klædt på til at begynde at tænke på løsninger, før du har kulegravet og klarlagt begge parters bekymringer.
Som det gælder for alle færdigheder, der skal tages i brug for første gang, er det svært at bruge Plan B, og det tager tid at føle sig tryg ved at bruge den. Jo mere I øver jer, desto nemmere bliver Plan B. Plan B er ikke en plan, du bare bruger to eller tre gange for derefter at vende tilbage til det gamle mønster. Det er ikke en teknik; det er en måde at leve på.

at finde en løsning, som virker for jer begge; måske ved at sige: ”Hm, ja, det er et forslag, og jeg ved, at dét forslag vil tage hånd om din bekymring, men jeg tror ikke, det vil være en løsning på min bekymring. Skal vi ikke se, om vi kan finde en løsning, der er god for os begge.” Med andre ord

For at få taget hul på denne fase kunne du sige noget i retning af: ”Lad os tænke over, hvordan vi kan løse dette problem” eller ”Lad os tænke over, hvordan vi kan løse det.” Men for bedst muligt at gøre problemet tydeligt anbefaler jeg, at du ridser de bekymringer op, som blev identificeret i de to første faser, sædvanligvis ved at begynde med ordene: ”Mon der findes en måde, så …” I det førnævnte eksempel ville det lyde nogenlunde således: ”Mon der findes en måde, så vi kan hjælpe dig med den skriftlige del, så det ikke tager dig så lang tid, at du glemmer, hvad du ville sige (barnets bekymring) ”… men samtidig sikrer, at du får noget øvelse i det skriftlige, så det ikke altid vil være så svært for dig” (den voksnes bekymring).
Du giver så barnet det første forsøg på at komme med en løsning: ”Har du nogle forslag

vad nu, hvis du træder ved siden af og beder dit barn om at gøre noget, som du har givet lav prioritet? Brug Nødplan C og sig okay, hverken mere eller mindre.
Forælder: Thomas, du skal børste dine tænder nu.
Thomas: Jeg gider ikke børste tænder.
Forælder: Okay.

Du kan godt stole på, at dit barn i udgangspunktet mere end noget andet ønsker at gøre det godt, og at det ville gøre det godt, hvis det kunne. Du kan ligeledes være sikker på, at når barnet opfører sig dårligt, er det langt fra, fordi det er den rigtige løsning for ham – og du kan for det tredje være sikker på, at han mangler færdighederne til at gøre det godt