“Men selv om vi udelukker ham som mistænkt, hvor meget af hans nye historie kan vi så egentlig stole på? Nogle børn i den alder kender ikke engang forskel på løgn og sandhed.”
Børn i den alder, tænker jeg. Drenge på Jakes alder.
“Jeg tror ikke, han lyver,” siger Gislingham højt og bryder tavsheden. “Ikke om det med mobningen i hvert fald. Leos klasselærer, Melanie Harris, siger, at det her har foregået det meste af skoleåret. Hans tøj har været revet i stykker et par gange, og han har haft hudafskrabninger på hænderne, men de har ikke kunnet gribe mobberne på fersk gerning, og Leo fastholdt, at han bare var faldet eller noget. Uden en formel klage kunne ledelsen ikke rigtig gøre noget. Men hans opførsel har helt klart ændret sig til det værre.”
Quinn tænker efter. “Sagde Sharon ikke, at han har været ret humørsyg?”
Men Gislingham ryster på hovedet. Der har været en lidt krigerisk stemning mellem de to i flere uger – lige siden Quinn blev forfremmet til kriminalassistent. “Jeg tror, der ligger mere end humørsyge bag. Han har haft raserianfald og forstyrret undervisningen. For et par uger siden prøvede han at stikke en anden dreng i øjet med en blyant – skolelederen mener, at det var en af drengene, som har mobbet ham. Drengen kom ikke alvorligt til skade, og det er sikkert den eneste grund til, at Leo slap godt fra det. Skolen indkaldte Sharon Mason til samtale om det, men hun nægtede at tage sagen alvorligt. Hun sagde åbenbart bare, at ‘drenge er drenge’, og ‘børn er alt for forkælede nu om dage’ og den slags.”
Jo mere jeg får at vide om Sharon Mason, desto sværere har jeg ved at blive klog på hende. Når man tænker på, at hun er så overfladisk, er hun overraskende uudgrundelig. Der foregår et eller andet under overfladen, men jeg ved sgu ikke hvad. “Har du kigget på overvågningsoptagelserne fra tiden, lige efter at Leo og Daisy gik fra skolen? Fulgte nogen efter dem?”
“Jeg tjekkede den følgende halve time billede for billede, men fandt ikke noget særligt. Et par drenge gik i den samme retning, men det beviser ingenting. Børn er ikke dumme nu om dage. De ved, hvor kameraerne er. Især hvis de er ude på et eller andet.”
“Men kan du alligevel ikke følge op på denne mobning, Chris? Se, om du kan få fat i nogle navne. Lærerne må have en idé om, hvem det er.”
“Okay, chef.”
“Okay, næste levende billede. Quinn?”
Quinn rejser sig og stiller sig forrest i rummet. “Barry Mason hævder, at han kom sent hjem den dag, fordi han blev nødt til at tage hen på en af sine byggepladser – en i Watlington. Jeg har tjekket det, og han har kun gang i én opgave der, men arbejdet har stået stille i