Anne i drømmehuset

Hendes møbler stod der stadig, og jeg købte de fleste af dem for næsten ingen penge. De er ret gammeldags, men jeg er sikker på, at du vil synes om dem, Anne.«
»Det lyder jo alt sammen godt, Gilbert. Men der er én vigtig ting, du ikke har sagt noget om … Er der nogen træer omkring huset?«
»Massevis, min lille alf. Bag huset er der en hel granlund og to rækker med pyramidepopler ned langs vejen. Haven er omgivet af birketræer. Indgangslågen fører direkte ind i haven, og så er der en anden indgang – et lille led, som er sat op med hængsler mellem to graner. Deres grene danner en bue over ledet.«
»Gilbert, hvor er jeg glad!« udbrød Anne. »Jeg kunne

Kaptajn Jim.«
»Hvem er Kaptajn Jim?« spurgte Anne.
»Fyrmesteren, som passer fyrtårnet på pynten. Han hedder egentlig James, men bliver kaldt Jim. Jeg er sikker på, at du bliver helt vild med det fyrtårn. Lyset roterer rundt og glimter som en kæmpestjerne gennem tusmørket. Vi kan se det fra vores opholdsstue og fra hoveddøren.«
»Hvem ejer huset?«
»Nu tilhører det den presbyterianske kirke. Jeg lejede det af et af bestyrelsesmedlemmerne. Men indtil for kort tid siden var det en gammel dame, der ejede det. Miss Elizabeth Russell. Hun døde i foråret, og da hun ikke havde nogen slægtninge, efterlod hun det til Glen St

frem og tilbage over sandet.«
»Men hvordan er selve huset?« spurgte Anne ivrigt. »Vores første fælles hjem …«
»Det er ikke særlig stort,« svarede Gilbert. »Men stort nok til os. Nedenunder er der en dejlig opholdsstue med kamin og en spisestue med udsigt over havnen. Så er der et lille værelse, hvor jeg kan have kontor. Huset er omkring tres år gammelt – det ældste på egnen. Men det er meget velholdt og blev nyistandsat for femten år siden – nyt tag, nyt gulv og murværket repareret. Og det har været solidt bygget fra starten. Så vidt jeg kunne forstå, knytter der sig en romantisk historie til det, men manden, jeg lejede det af, kendte den ikke i detaljer. Han sagde, at vi kunne spørge

langt liv sammen.
»Jeg har fundet vores hus, Anne,« sagde Gilbert.
»Gilbert … hvor ligger det?« spurgte Anne spændt. »Forhåbentlig ikke midt i landsbyen?«
»Nej,« svarede Gilbert. »Det er et lille hvidt hus, og det ligger lidt afsides, men tæt på havnen – midtvejs mellem Glen St. Mary og pynten ved De Fire Vinde. Jeg synes ikke, det gør noget, at det ligger afsondret – vi skal bare have installeret en telefon. Udsigten er helt fantastisk. Det vender mod solnedgangen til den ene side, og vi har udsyn over havnen. Klitterne ligger ikke ret langt væk. Vinden suser hen over dem i alle retninger

hviske om kærlighed, drømmehus og et langt liv sammen.
»Jeg har fundet vores hus, Anne,« sagde Gilbert.
»Gilbert … hvor ligger det?« spurgte Anne spændt. »Forhåbentlig ikke midt i landsbyen?«
»Nej,« svarede Gilbert. »Det er et lille hvidt hus, og det ligger lidt afsides, men tæt på havnen – midtvejs mellem Glen St. Mary og pynten ved De Fire Vinde. Jeg synes ikke, det gør noget, at det ligger afsondret – vi skal bare have installeret en telefon. Udsigten er helt fantastisk. Det vender mod solnedgangen til den ene side, og vi har udsyn over havnen. Klitterne ligger ikke ret langt væk. Vinden suser hen over dem i alle retninger, og

rimpede hun munden sammen som for at tilkendegive, at hun nu havde ytret, hvad hun følte det som sin pligt at ytre. Hun tilhørte typen med kruset fruehår under en stram, lille hat med et overvældende sort fjergrej.
Anne krympede sig midlertidigt, men hendes dybe følelse af lykke lod sig nu ikke vælte omkuld af de damer Bell og Andrews. Og da Gilbert kom senere på dagen, var alle ubehagelige tanker glemt igen. De spadserede en tur ned til bækken ved birketræerne, som ikke havde været stort andet end et par pjevsede pinde, da Anne i sin tid kom til Grønnebakken. Nu rejste de sig som høje elfenbenssøjler i et eventyrslot under den stjerneklare aftenhimmel. I deres skygge kunne

Gilbert ser meget ung ud,« konstaterede Mrs. Jasper Bell. »Det bliver nok svært for ham at vinde tillid som læge.« Da hun havde afleveret

dig, at du bliver meget lykkelig. Lange forlovelser plejer ellers ikke at bære den bedste frugt. Men i dit tilfælde var det selvfølgelig den eneste udvej.«

« sagde Mrs. Harmon syrligt. »Men jeg må sige, at det er et nydeligt brudeudstyr, du har samlet, Anne. Det skal jo ikke være for prangende til din position i samfundet. Jeg vil håbe

røde hår havde selv dette instinkt dog svært ved at hjælpe hende igennem.
»Ja, der er jo snart ingen grænser for, hvilke aparte drejninger