Mord på kostskolen

Det er en forfærdelig måde at dø på.

Ansvaret fik mig til at blive voksen. Det ville måske få den samme virkning på Charlie.“
„Hvad med Deres mor? Lever hun endnu?“ spurgte Jazz.
„Ja, hun gør, om end hun er ret svagelig efterhånden. Hun bor i østfløjen, så jeg kan holde lidt øje med hende.“
„Har De noget imod, at vi taler med hende?“
Edward sukkede. „Adele og jeg har ikke fortalt hende, at Charlie er død. Vi mente, at det ville gøre hende alt for ked af det. Og vi synes ikke, hun skal bekymre sig om, hvad der skal ske med godset, før vi har besluttet noget.“
„Jeg forstår,“ nikkede Jazz, „men jeg vil gerne tale med hende, og helst inden alt for længe.“
„Så lad mig forberede hende og selv fortælle, hvad der er sket. Jeg siger også, at De vil tale med hende om en af Corins gamle venner, som for nylig er død. Det vil glæde hende. Corin var hendes favorit,“ tilføjede Edward med en vis skarphed i tonefaldet.
„Jeg vil ikke presse på, men måske kan De give besked, når De har talt med hende?“
Edward nikkede. „Giv mig et par dage.“
„Selvfølgelig,“ sagde Jazz og rejste sig. Hun gav Edward hånden, og det samme gjorde Miles.
„Jeg føler slet ikke, at jeg har hjulpet jer. Jeg håber, De vil være så venlig at give mig besked, hvis De finder ud af noget. Jeg er nemlig stærkt optaget af slægtens historie. Siden min rideulykke har jeg brugt det meste af tiden på at studere mine forfædre. Det ville være dejligt at kunne inkludere nutidige medlemmer såvel som de allerfjerneste i min bog.“
„Jeg skal nok holde Dem orienteret. Lige et sidste spørgsmål: Corin fik aldrig et barn, vel?“

Jazz svingede bilen ud fra fortovskanten foran huset og kørte vestpå mod Peterborough.