– Og du mener ikke, at der er noget at være bange for?
– Jo, selvfølgelig er der det. Det har vi jo lige set. Men hvad fanden i helvede havde vi regnet med? Vi har bombet de lande sønder og sammen i 15 år. Og det, jeg ikke kan forlige mig med, er hykleriet. Hvad havde vi regnet med? Vi sønderbomber Irak i mere end et årti – på et løgnagtigt grundlag – dræber i hundredtusindvis af civile, og så har vi den hykleriske frækhed at hyle og skrige som pattebørn, når deres sønner, brødre og fætre hutler sig til Paris, Stockholm eller København og gør gengæld med en lastbil eller nogle automatgeværer.
– Jeg kan se, du føler for det her.
Brøssner lænede sig tilbage i stolen. Hans ansigt faldt til ro.
– Og det gør du ikke?
– Jo, selvfølgelig gør jeg det.
Brøssner betragtede ham. – Og?
Granitz trak på skuldrene og lagde hænderne på bordet. – Jeg forstår dig. Jeg forstår dit synspunkt.
Brøssner rystede på hovedet. – Det er ikke godt nok, Uffe. Det er ikke et synspunkt. Det er sådan, det er. Har jeg sagt noget, som ikke er sandt?
Granitz sagde, – Det ved jeg ikke.
– Det ved du ikke?
– Jeg går ud fra, at din gengivelse er faktuelt rigtig.
Brøssner nikkede. – Okay. Så kan du måske bedre forstå, hvorfor jeg har svært ved at kapere idioter som Hans Meckler, som stadig mener, at det er os, der er truet af de muslimske ørkenhorder, og ikke dem, der er truet af vores almægtige militærindustri, som styrer politikerne, manipulerer dem til at opskræmme befolkningen, fremmaner den muslimske bøhmand, samtidig med at våbenproducenterne sælger til enhver voldspsykotisk fanatikermilits, så der kan tjenes penge, mens krigen, konflikten, hadet og frygten bare eskalerer. Hvor mange medlemmer har Islamisk Stat?
– Det ved jeg ikke.
– Det skal jeg sige dig. Sølle 50.000. Og vi er bange for dem.
– Selvfølgelig er vi det.
– Men hvorfor? Kan du ikke se det? Vi bliver løjet for. Anders Fogh Rasmussen løj. Danske soldater har betalt med deres liv for hans løgn. Og den lille skiderik til Meckler lyver videre. Og jeg kan ikke holde ud at høre på det, Uffe. Jeg er lige så chokeret og sørgmodig over det, der er sket i København, som alle andre. Men herreste gud – man sår som man høster i denne verden. Hvad fanden regner vi med?
Granitz skubbede de sidste gyldne pommes frites til side på tallerkenen og lagde bestikket. – Jeg ved det ikke.
– Nej, det ved jeg heller ikke.
– Tror du, sagde Granitz, – at Hans Meckler kender … hvad skal vi sige, alvoren i din overbevisning?
Brøssner trak på skuldrene.