Sært og på en måde forvirrende er det at tænke på, at Jakob, den gamle dér bagude i tågen, i al den tid antog sønnen for død – forvirrende, for så vidt man på den ene side gerne ville glæde sig på hans vegne, fordi han tog fejl, og på den anden også vånder sig netop på grund af denne fejltagelse. For den elskedes død har som bekendt også sine fordele for den, der elsker, er de end af en noget hul og tom natur. Og således fremkommer der, når man ser rigtig til, en dobbelt medlidenhed med den bodfærdige gamle derhjemme, fordi han nemlig antog Josef for død og fordi denne ikke engang var det. Faderhjertet lullede sig, hvad ham angik – med tusinde smerter, men også til sin blide trøst – ind i dødssikkerhed. Det troede ham bevaret og uden for fare i døden, uforanderlig, usårlig, uden behov for omsorg, stående foreviget som den syttenårige dreng, der var redet bort på den hvide Hulda