I ruiner

spiste.
Sværest var det når de var på besøg hos andre

øverst på kinden afslører hende. Hun står med hænderne i lommen iført en lidt for stor mørkegrøn trøje. Håret er blevet langt, falder bare

“Det skal nok gå,” siger far. “Om ikke andet så ad helvede til.

dem hjem,” siger jeg, og han gør sit bedste for at skjule skuffelsen. Det er som om noget er forvitret mellem os i løbet af denne aften. Intet af det er hans skyld.
Jeg skulle være blevet.
Det havde sparet mig for køreturen hjem, hvor du og jeg og Maya sidder sammenklemt på bagsædet mens far bruger sin højre hånd til skiftevis at kontrollere gearstangen og dernæst lægge en undskyldende hånd på mors lår. En hånd hun på intet tidspunkt tager imod da hun bruger sin egen til at holde et vådt og delvist blodigt håndklæde mod baghovedet. Det havde sparet mig for den splittede skam jeg kan mærke kløver mig midtvejs igennem kroppen. Det havde sparet mig for at opleve mor kaste hele aftensmaden op i forruden lige da vi har parkeret i indkørslen.

4
Mors nye skjulested er soveværelset, gemt væk under dynen med gardinerne trukket for; som en migræneramt vampyr gemmer hun sig derinde dagen lang, i sikkert læ for et afskyeligt forår udenfor som helst ikke må kaste lys ind på hende, liggende på permanentkrøllede lagener der lugter af hendes dunster, både dem vi kender, og helt nye og uudforskede sider af dét spektrum, tempereret efter hendes krop, samt de mad- og drikkevarer hun indtager og nogle gange senere på dagen kaster op igen, hvis ikke det er fordi hun uheldigt kommer til at spilde maden ned over sig selv eller dynebetrækket; en konsekvens af at hun endnu ikke helt har vænnet sig til den serveringsbakke hun indtager sin mad fra, og som vi skiftevis og troligt kommer ind til hende med.
Far holder sig helst væk og sover på sofaen, vistnok fordi han påtager sig skylden for den søjle der væltede ned i hovedet på hende, og som siden da har holdt vores mor sengeliggende og sammenkrøbet, paralyseret som resten af

hende der har bilnøglerne, strømmer der et kollektivt gisp op gennem alles brystkasser da en af søjlerne langsomt daler ned mod mor som et træ i skoven og rammer hende direkte i baghovedet. Både hun og søjlen ender på sildebensgulvet, og det høje brag punkterer vores trommehinder og sætter sig i kroppen som handlingslammet stilhed. Så kommer de efterfølgende chokerede floskler: Hent en våd klud, hun bløder! Gud nej, er du okay? samt far der nærmer sig mor mens han bedyrer sin uskyld: “Jeg rørte den knap nok. Den væltede bare lige pludselig!”
Du og Maya er hurtigt henne ved mor, tilser hende og puster sågar på hendes baghoved som er hun et lille barn der har slået hånden og stadig tror på en kølende åndes magisk lindrende virkning, mens Jens tilser søjlen der er flækket i to stykker, og har lavet en kæmpe ridse i gulvet.
Mor sætter sig op og tager sig til baghovedet mens hendes ansigt er rødt og øjnene blanke. Lena kommer tilbage fra køkkenet med en våd klud og nogle isterninger. Jens rejser sig fra gulvet efter at have vurderet skaderne i gulvet og på søjlen, sammenbidt i hele sit stenansigt, inden han forlader stuen og næsten støder ind i Hector, hvorefter han lukker døren ind til soveværelset og efter sigende ikke kommer ud før det er blevet morgen.
Mor sidder længe på stuegulvet og ømmer sig mens I andre hælder is og trøstende ord på hende. Hendes ansigt skifter dramatisk farve; fra rødmosset til ligbleg få minutter senere. Maya spørger hende om hun ikke vil ligge lidt ned, men mor svarer at hun bare gerne vil hjem nu. Lena spørger om hun skal køre dem, men far påstår at han sagtens er i stand til at gøre det selv. Et øjeblik som dette ville kunne gøre enhver ædruelig. Hector nærmer sig mig og tager fat om min hånd og spørger om jeg har tænkt mig at blive. “Jeg må nok hellere tage med

Lena kalder mig hen til sig som vil hun vise mig en hemmelighed, og tager mig med ud i køkkenet hvor hun rækker mig en indpakket gave. Jeg fjerner gavebåndet og papiret og folder en spritny, lækker badekåbe ud.
“Den har kostet femten hundrede kroner. Jeg ville ikke give dig den foran dine forældre, de måtte ikke … ja, jeg ville bare ikke have at de skulle få det dårligt over det.”
Jeg krammer hende og takker hende igen. Hun forlader køkkenet. I nogle sekunder står jeg iført min nye badekåbe, min helt egen, den kobler mig til hjemmet, til Hector, til denne lejlighed, et stempel af accept og kærlighed, indtil jeg få øjeblikke senere studser over Lenas ord og tager kåben af igen. Jeg lægger den inde på Hectors seng og føler mig beskidt over at have haft den på.
Det er blevet tid til at runde af. Det virker alle parter ganske tilfredse med. I har fået jeres overtøj på og står og siger farvel til Lena og Jens og Hector inde i den store stue, da jeg får øje på far som står tæt op ad de to store træsøjler. Han rører dem med fingerspidserne, kører dem inspicerende op og ned langs træets smukt lakerede overflade. En foragt over for ham og mor tager til, den har ulmet hele aftenen efter de dybest set har fortalt mig at jeg skal tages ud af gymnasiet efter ferien, uden så meget som at have drøftet det med mig.
Mor spørger om jeg vil med hjem, men jeg svarer hende ikke. Hun kommer tættere på mig, stiller sig inden for mit synsfelt, mellem mig og far ved søjlerne. Elektricitet i min krop. En følelse i hele mit system som jeg ikke har mærket længe, men som er nem at genkende. Overtagelsen. Min ekstra sjæl. Mine kræfter kommer farende, jeg kan ikke kontrollere dem.
Mor gentager: “Amalie, vi kører nu hvis du vil med?” og før hun har stukket hånden ned i lommen for lige en ekstra gang at tjekke at det

bestikket han skærer med.
Jeg kigger hen på mor som skynder sig at spørge Lena om hun må låne toilettet. Så rejser hun sig og forlader køkkenet og låser døren ind til badeværelset.
“Altså, siger du at jeg skal skifte gymnasium efter ferien?”
Far snøfter en gang, trækker tiden. “Vi må snakke om det senere, Amalie.”
Madroen indfinder sig igen. Min puls dunker i tindingerne.
“Er det på grund af mor? Og det med banken?”
Far smiler undskyldende til hele bordet, hans øjne tager en reparerende runde før de havner midt i fjæset på mig.
“Vi er jo ikke millionærer, Amalie. Beklager, men sådan er det,” siger han og skærer mere skinke ud til sig selv. Mor trækker ud i toilettet og vender tilbage til bordet med et nedslukket blik, puster ud og bekendtgør at hun desværre ikke kan spise mere, men at det smagte enormt lækkert.
Efterretten og kaffen indtages i den store stue. Her pakker jeg min gave op fra min familie. En kuvert med 400 kroner i. Intet kort. Vi hører Bob Dylan på anlægget. Du gaber. Sidder med hænderne i skødet som en artig dreng. Du er en langt bedre og langt mere disciplineret skuespiller end mig. Indeni gløder jeg som et bål uden flammer.
Efter kaffen og kagen er der en form for opløsning af selskabet, og rummet indtages på forskellige måder. Maya står ved den enorme bogreol og kigger på titler. Mor holder sig beskæftiget ved at sidde tæt op ad dig og nusse dig på ryggen mens I lader som om I lytter til Jens’ historier fra dengang de boede i Afrika. Far står og snakker med Hector om hans engagement i Ungdomshuset og taler ham overraskende meget efter munden, om end fars overkomplicerede sætninger ingen mening

dejligt at slippe for lektierne og alt det der. Men det er også en mindre katastrofe at jeg om to måneder ikke længere skal gå i skole med hende her,” siger han og smiler til mig og ud til bordet. Maya og Lena udstøder en omsorgsfuld lyd. Den samme lyd som når man får øje på en nuttet hundehvalp på gaden.
Og så får jeg øje på mor og far, ingen af dem smiler tilbage eller tilkendegiver den forældrestolte glæde som lyser ud af Hectors forældre, og jeg kan ikke lade være med at bekymre mig om hvorvidt min kæreste og jeg kommer til at påminde vores forældre om hvor glade de også engang var for hinanden. At de med deres tavse og betænkelige kropssprog stiltiende forsøger at signalere at der ikke er grund til andet end at hoppe direkte hen de to mest ildevarslende ord man kan sammensætte: Bare vent.
“Det har indtil videre været et udmærket skoleår,” fortsætter Hector og kysser mig på panden.
“Det har det helt sikkert også været for Amalie,” siger far,mens han tygger. “Vi har virkelig kunnet mærke at det har været sundt for hende. Både det med at hun har mødt dig, selvfølgelig. Men også det at snuse til noget andet, sådan … rent skolemæssigt. Så har hun også prøvet det.”
Min pandebrask bliver pludselig tung.
“Hvad mener du med det, far? Jeg har stadig mere end et år tilbage.”
“Jo jo …” siger far usikkert. “Men altså … Du kan jo lige så godt stoppe nu hvor Hector alligevel ikke skal gå der længere?”
Mine ører er lige ved at falde ned på tallerkenen.
“Siger du jeg skal droppe ud?”
“Nej da. For guds skyld. Ikke en gang til. Men måske bare … tage det tredje og sidste år et andet sted,” siger far og spiser videre mens han koncentrerer sig uhørt meget om at stirre ned

banen. Mor forsøger at få en samtale op at køre med Lena om hvordan hun har tilberedt skinken så flot. I forsøger. Åh, hvor I prøver ikke at falde igennem. I gør jer så umage, selv du forsøger med en komplimenterende bemærkning om maden. Vi prøver alle sammen, det går meget lettere efter far er trådt i baggrunden. Det er på flere måder rørende, på alle måder beundringsværdigt. Jens samler tavshedstråden op og begynder at forklare at Zahles Gymnasieskole ikke ligefrem var deres foretrukne sted oprindeligt. De havde måske mere set deres søn gå på Det Fri eller på Aurehøj. Jeg kan se på mor og far at de ikke aner hvilke steder han snakker om. “Men i sidste ende må man jo lytte til de unge mennesker,” siger Jens. “Det er jo ikke os gamle der skal sidde der og slide og læse og gå til eksamen længere.”
“Hørt,” siger far og smiler selvtilfreds over ikke at have trådt nogen over tæerne denne gang.
“Og man kan sige at det jo var dejligt og heldigt, at du så også begyndte på gymnasiet, Amalie. Ellers havde dig og Hector jo nok aldrig mødt hinanden,” siger Jens.
For første gang siden vi satte os til bords, kigger Hector og jeg på hinanden, vores øjne mødes, og ingen af os lader til at bryde os om spejlingen, og så får vi begge øje på noget andet igen, inden han lægger en arm om mig og formentlig mærker hvordan sveden koger på min hud.
“Hvad skal du så efter gymnasiet, Hector?” spørger min mor høfligt.
“Måske statskundskab. Jeg har også overvejet at blive læge. Men jeg må lige se, hvad karaktersnittet siger til den tid.”
“Læge?” siger min far med vantro imponerethed. “Det må jeg nok sige.”
“Men jeg har det meget ambivalent med snart at skulle være færdig på gymnasiet,” fortsætter Hector. “På den ene side bliver det jo

Købmagergade igen. Samme sted som sidst.”
“Undskyld, er der nogen der har spyttet på dig?” siger Maya.
“Hun ramte ikke helt hvis jeg skal være fair.”
“Var det en kvinde?” udbryder mor.
“Det er længe siden,” siger jeg.
“Hvorfor har du ikke sagt noget om det?” siger far anklagende.
“Vi blev også spyttet på dengang vi boede i Kenya,” udbryder Lena. “Sådan nogle mzunguer som os der bare kom stavrende ned gennem markedspladsen med alle vores penge og vores hvide hudfarve.”
Far kaster sit blik fra Lena og tilbage mod mig.
“Er der en neger der har spyttet på dig?” siger han arrigt.
“Hov, hov …” siger Jens.
“Hov hov, hvad?”
Jens kigger på min far, forundret. “Det var bare det du lige sagde.”
“Sagde jeg noget forkert?” siger far, nu lige så forundret.
“Vi afholder os fra at bruge n-ordet herhjemme.”
“Jeg har da ikke på noget tidspunkt sagt nigger.”
Bestik klirrer. Min krop stivner. Jens stirrer halvt smilende med medynk i blikket på far.
“Lad os bare ikke være nedladende i vores sprogbrug,” siger Jens og breder håndfladerne ud som for at åbne op for at alt er tilgivet så længe vi bare følger husets retningslinjer. Far nikker, føler sig sikkert presset til at gøre det.
“Bestemt,” siger han. “Det var ikke min mening at … Jeg blev bare vred over at nogen havde spyttet efter min datter.”
“Det er okay, far,” siger jeg. “Vi behøver ikke snakke mere om det.”
Hector er enig og hæver glasset til endnu en skål inden nogen bringer dagens gode vejr på