Standby

Dag 65
Jeg sætter mig foran computeren
Foran kameraet
I det format
Der efterhånden er blevet min hverdag
Pludselig dukker du frem på skærmen
Og jeg reagerer med små grin
Hver gang
Som var det
Første gang
Jeg ser dig
I din stue
Som jeg kender
Men som viser sig fra en ny vinkel
Jeg ser min egen stue
Ser alt det
Bag mig
Ser fejl i formatet
Brugte kaffekopper
Den voksende vasketøjsbunke
En beskidt tallerken
Fra i går
Flytter linsen
Da du kigger væk
Men så kommer den store opvask til syne
Denne gang er du hurtigere end jeg
Du tager mig op i dine arme
Tager mig med ud i dit køkken
Viser mig
At din opvask er større end min
Du sætter mig i vindueskarmen
Solen rammer os begge
Det minder mig om dengang
Da vi begge to sad der
Sådan rigtigt
Dengang var der knap nok plads til to
Men nu hvor jeg sidder
I din digitale vindueskarm
Kan du strække benene
Helt over til den anden side
Over til mig
Jeg siger, at jeg savner dig
Og du aer skærmen
Men jeg kan ikke mærke din hånd
I det mindste kan jeg se
I det mindste kan jeg forestille mig
Et nærvær
I det mindste kan vi skåle
Og selvom det ikke siger
Klik
Når glassene rammer hinanden
Så sidder du alligevel med samme
Blik
Og smiler til mig bag en fedtet rude

Vi hilser med albuerne
Hvorfor føltes det sådan?
Hvorfor er mindre kropskontakt
Mere akavet