de.
„Jeg kunne godt tænke mig at lære at spille fodbold,“ sagde Ivan.
„Kan du takle?“ spurgte en høj, tynd dreng.
„Æhh, hva’?“ sagde Ivan – for han anede ikke, hvad takle var for noget.
„Kan du score?“ spurgte en anden dreng.
„Æhh,“ sagde Ivan Olsen. „Score …“
„Ha,“ sagde drengene. „Du har vist ikke ret meget forstand på fodbold, hva’?“
„Næhh,“ sagde Ivan Olsen.
„Nå, men lad ham bare prøve,“ sagde den lange, tynde dreng. „Lad os se, hva’ ham Gummi-Tarzan duer til.“
„Ja,“ sagde nogle af de andre drenge. „Spark til bolden der, bette mand.“
Bolden lå i græsset foran drengene.
„Ta’ tilløb,“ sagde nogen af dem.
Ivan Olsen tog et ordentligt tilløb på en syv-otte meter, løb hen mod bolden og sparkede, alt hvad han kunne.