Vi laver lydprøver og stiller scenen op, mens Rasmus taler om noget tolvtonemusik fra Tyskland. Jeg nikker og kommer hele tiden til at tænke på noget andet. Det er nødvendigt at lade, som om jeg kender de koncerter, Rasmus refererer til, ellers vil det tage for lang tid. Mit løgnagtige ansigt stiller jeg til skue for verden. Jeg ser medvidende ud, smiler og tænder lyset i mine øjne. Det er et ældgammelt trick. For at undgå en afsløring giver jeg Rasmus ret i, at atonalitet har en ganske særegen skønhed. Et kaos af støj, udbryder jeg, der er noget konsekvent over den måde at tænke musik på. Han nikker ivrigt. Jeg vifter med et mikrofonstativ ude af stand til at styre min fiktive passion. Mennesker vil så gerne tro, at de har noget til fælles, at de går på kompromis med al troværdighed for at opretholde illusionen. Jeg har bemærket, at folk sjældent sætter spørgsmålstegn ved ens udsagn, hvis man virker følelsesmæssigt berørt, som om det garanterer en dybere viden. Min påtagede begejstring har skaffet mig usandsynligt høje karakterer igennem mit uddannelsesliv. Det er så smukt, naturens systematik er det tætteste, vi kommer på det guddommelige, stønnede jeg henført, da jeg trak atomer og grundstoffer i naturfag. En kærlighedserklæring til fragmenterne, sådan har jeg altid opfattet Picassos kubistiske periode, næsten græd jeg til mundtlig billedkunst og fortalte om springvandet i min pastelfarvede barndom. Jeg rømmede mig bevæget, censorerne blev rørte og slog blikket ned. Min stemme knækkede over i ekstase, og jeg sneg mig ubemærket uden om pensum, fordi det pludselig forekom lærerne irrelevant sammenlignet med al denne entusiasme.