Lejlighedssange

Din far klapper i hænderne og råber, så er der pakkeleg. Mine nerver kan ikke klare det, når tvangshygge og konkurrenceelementer kolliderer.

Tiden afpisser sit territorium på vores kroppe. Dens tænder æder vores ungdom op, ridser de skråsikre træk ind i vores ansigter. Fire vandrette streger i panden, to lodrette mellem øjenbryn og næse, vi har afsat spor i hinandens kroppe.

Tak, hviskede mormor. Jeg giver ikke, sagde Ruth, jeg får.

Vi laver lydprøver og stiller scenen op, mens Rasmus taler om noget tolvtonemusik fra Tyskland. Jeg nikker og kommer hele tiden til at tænke på noget andet. Det er nødvendigt at lade, som om jeg kender de koncerter, Rasmus refererer til, ellers vil det tage for lang tid. Mit løgnagtige ansigt stiller jeg til skue for verden. Jeg ser medvidende ud, smiler og tænder lyset i mine øjne. Det er et ældgammelt trick. For at undgå en afsløring giver jeg Rasmus ret i, at atonalitet har en ganske særegen skønhed. Et kaos af støj, udbryder jeg, der er noget konsekvent over den måde at tænke musik på. Han nikker ivrigt. Jeg vifter med et mikrofonstativ ude af stand til at styre min fiktive passion. Mennesker vil så gerne tro, at de har noget til fælles, at de går på kompromis med al troværdighed for at opretholde illusionen. Jeg har bemærket, at folk sjældent sætter spørgsmålstegn ved ens udsagn, hvis man virker følelsesmæssigt berørt, som om det garanterer en dybere viden. Min påtagede begejstring har skaffet mig usandsynligt høje karakterer igennem mit uddannelsesliv. Det er så smukt, naturens systematik er det tætteste, vi kommer på det guddommelige, stønnede jeg henført, da jeg trak atomer og grundstoffer i naturfag. En kærlighedserklæring til fragmenterne, sådan har jeg altid opfattet Picassos kubistiske periode, næsten græd jeg til mundtlig billedkunst og fortalte om springvandet i min pastelfarvede barndom. Jeg rømmede mig bevæget, censorerne blev rørte og slog blikket ned. Min stemme knækkede over i ekstase, og jeg sneg mig ubemærket uden om pensum, fordi det pludselig forekom lærerne irrelevant sammenlignet med al denne entusiasme.

kan jeg ikke holde op med at snakke. Jeg er en nervøs Duracellkanin, der oplades automatisk af andres tavshed. Mine ord stiller sig i kø, ucensurerede hopper de rundt på tungen. Digtere giver mig en tilbagevendende oplevelse af at være født beruset, ikke sådan lidt snalret efter tre glas hvidvin en sommerdag, men simpelthen stangbacardi, uhørt upassende, sat uden for verden, bare fordi man forsøger sig med lidt smalltalk i pausen.

Kom krydderi på hverdagen, men lad være med at tage andres.

De livslange bånd er opreklameret, siger jeg, de hører en anden tid til, dengang man i gennemsnit blev tredive år.

Et liv uden fester er som en landevej uden kroer, sagde min mor, og du trænger vist selv til nogle flere fødselsdage.

En familie er ligesom nytårsaften, siger min mor og sætter farten op, den bliver aldrig helt, som man havde håbet.

jeg betror mig til folk, glemmer, at I ikke er mig selv.