Sygeplejersken – En af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager

Pernille er igen og igen blevet spurgt af politiet og Christinas forsvarere og kollegaer og venner, hvorfor hun ikke gik til politiet noget tidligere.

Men hun fik ikke sovet i den time eller halvanden, hun blev liggende. Hun vendte og drejede de forskellige scenarier oppe i hovedet og forsøgte at gøre status. For kunne hun bevise noget som helst? Allerede på Viggos stue havde Pernille overvejet, om det var der, hun skulle sige stop og alarmere myndighederne. Men hvorfor var hun endt med ikke at gøre noget? Hun lå i mørket og forsøgte at overbevise sig selv om, at hun havde gjort det rigtige. Hun forsøgte at forsvare sin kalkule om, at Viggos død ikke ville have været nok til at få Christina dømt. Det værste, der kunne ske, var, hvis sagen endte så tynd, at fælden ikke klappede, efter politiet var blevet tilkaldt. Så kunne Christina opskræmt flytte til et andet sygehus, hvor hun kunne starte forfra, blot mere forsigtig, tænkte Pernille. Det var derfor, Pernille havde holdt sig til planen om at udstå vagten uden at vække opsigt.

Niels lagde en plan: Hun skulle prøve at komme igennem vagten, uden at Christina opdagede, at hun var blevet gennemskuet. Og Pernille skulle forsøge at finde flere beviser, sagde han. Ligesom hun havde gjort med droppet og billedet, der nu lå på telefonen, som hun knugede ind til øret. Niels ville så komme ind på sygehuset tidligt den efterfølgende morgen, hvor han og Pernille skulle mødes på hans kontor og gøre status. Uanset hvad der nu kom til at ske, skulle Pernille udstå vagten – det var vigtigt, at de nåede at gennemgå det hele sammen og følte sig helt sikre, inden de tilkaldte myndighederne, skitserede Niels.

Niels og Pernille havde op til nattevagten talt en del om, hvordan hun skulle bære sig ad. Pernille skulle forsøge at registrere, hvad Christina foretog sig, og hvor hun var, hvis patienterne blev dårlige. Pernille skulle være opmærksom på, hvor Christina kunne efterlade sig beviser og måske tælle op i medicinrummet og tjekke, om der forsvandt noget særligt i løbet af vagten. Og så skulle hun se ned i de små gule affaldsspande, som stod rundt på afdelingen, og som personalet smed brugte ampuller og kanyler ned i. Måske der ville ligge noget dernede, der tydede på en forbrydelse.
Pernille håbede inderligt, at hun ikke ville få øje på noget overhovedet. At nattevagten måske kunne blive det, der bekræftede hende i, at det hele bare var noget, hun forestillede sig, når hun nu kiggede ordentligt efter. I så fald havde hun lovet Niels, at hun ville forsøge at lægge låg på sin mistanke.

Han fik til sidst overbevist Pernille om, at hun måtte lægge weekenden bag sig. Til gengæld lavede de en aftale: Uden at fortælle andre om det ville de se, om det kunne lykkes at afsløre Christina i en situation, der ikke kunne bortforklares. Pernille skulle forsøge at holde tæt øje med sin kollega, næste gang de to sygeplejersker havde en nattevagt sammen. Og først derefter ville Niels og Pernille tage stilling til, om de burde tilkalde politiet. Det var det bedste. Også for parret selv: Det kunne gå ud over deres fremtid på sygehuset, hvis de anmeldte en kollega for noget så alvorligt som at slå patienter ihjel med vilje, og det så viste sig ikke at være rigtigt.

Holdningen dukker fortsat med jævne mellemrum op på de sociale medier, når en avis eller tv-station offentliggør en artikel, der kan sættes i relation til sygeplejerskesagen. Folk udbasunerer, at de husker sagen som tynd. På samme måde som det var tilfældet, dengang landsretsdommen faldt. Der strømmede støtten ind til sygeplejersken i eksempelvis kommentarsporet under det nyhedsopslag, TV Øst bragte, hvor langt størstedelen af de over 200 reaktioner var fra folk, der mente, at sygeplejersken burde være blevet frifundet.
Sygeplejersker fra Nykøbing Falster Sygehus fortæller, at de stadig i dag også støder på fortællingen om beviserne, der ikke var der. Den lever. Ligesom de spørgsmål, som Christinas støtter bliver ved med at hænge fast i, når de vil diskutere sagen.
For hvorfor var det eksempelvis først tre år senere, at sygeplejersken Peter fortalte politiet om sprøjten, Christina var kommet ud med fra medicinrummet inden Arnes hjertestop på M130? Hvorfor nævnte han ikke noget, dengang han blev afhørt første gang?
Hvordan ville Christina kunne have nået at give Anna Lise medicin? Datteren og barnebarnet kom til sygehuset, kort tid efter at Christina var mødt, og de sad inde ved patienten i omkring en time, indtil hun til sidst holdt op at trække vejret. De to var kun ude af stuen, da de hentede to kopper kaffe fra bordet med termokander længere nede ad gangen. En rekonstruktion, som senere blev foretaget af politiet, viste, at de skønsmæssigt var væk i blot 1 minut og 55 sekunder. Skulle Christina have stået parat og nået at give den sidste medicin inden for så lille et tidsvindue? Var det ikke et lige så urealistisk scenarie, som at sygeplejersken havde injiceret den ellers hurtigvirkende medicin inden klokken cirka 19.20, hvor de pårørende kom?
Hvis sygeplejersken ikke kerede sig om patienterne, hvorfor gik hun så så meget op i, at Maggi skulle overflyttes hurtigst muligt til hjerteafdelingen? Hvordan hænger det sammen med, at hun angiveligt var i gang med at forgifte hende?
Hvorfor gik Christina også efter patienter, som lægen havde besluttet ikke skulle genoplives, hvis det skulle være genoplivningsforsøgene, hun fik et kick ud af?
Blandt andre Jørgen Lange stiller den slags spørgsmål. Det er nogle af de samme, som også sygeplejerskens forældre tyer til, når de forsøger at overbevise andre om, at sagen mod deres datter altså ikke hang sammen. I dag har de pakket den væk og ned i en plastikkasse på hjul, som står inde i soveværelset. Kassen er fyldt af avisartikler, der i sirligt sorterede plastikchartekker sætter ord på anklagerne mod Christina, og den er nu skubbet ind under sengen. Men uanset hvor langt de gemmer sagen væk, kommer de aldrig til at kunne lægge den bag sig. Gitte og Henrik, hvis liv i forvejen er evigt mærket af at have mistet Christinas lillesøster på grund af sygdom, kan ikke forlige sig med, hvorfor de knap halvandet år senere skulle miste deres anden datter til Kriminalforsorgen i uoverskueligt mange år. De har valgt at tro på Christina uskyld. Og forældrene er uden forbehold overbevist om den, siger de.
»Vi er stadigvæk af den overbevisning, at politiet ikke har kunnet fremlægge skyggen af et bevis for, at det er Christina, der har gjort det her,« erklærer Gitte.
Når hun og Henrik bliver spurgt, om de i perioder har kunnet komme i tvivl, bliver de resolutte: Nej! Aldrig nogensinde. Og det er det, der gør udfaldet så svært at leve med. Var der bare blevet fremlagt det fældende bevis, der endegyldigt kunne slå fast, at Christina stod bag de store doser på Nykøbing Falster Sygehus, så ville forældrene have indstillet sig på, at så måtte de acceptere det. Så skulle deres datter helt rigtigt have en straf, mener de. Men beviset kom aldrig. Og det føler Gitte og Henrik, at de om nogen kan sige med sikkerhed, for de endte med at være til stede alle dagene i både by- og landsretten.
»Det er derfor, det har været et så stort chok for os – den måde, det har kørt på. Vi har aldrig været i forbindelse med systemet før. Men vi har da slet ikke tiltro til det danske retsvæsen og politiet, efter vi har været igennem det her,« siger Henrik, der havde forestillet sig, at han skulle bruge sin efterlønstid på sin datter og barnebarn.

Hvorfor ledelsen aldrig meldte ud offentligt eller blandt kollegaerne, at man bakkede op om, at Pernille og Niels havde anmeldt sagen til politiet, begrunder Arne Cyron således:
»Jeg og den øvrige ledelse ville ikke risikere at påvirke politiefterforskningen eller holdninger til skyld.«

I mit arbejde med at forsøge at beskrive, hvad der er foregået i Nykøbing Falster, har især politiets afhøringsrapporter været vigtige. Jeg har fået indblik i over 100 af den slags forklaringer fra især sygehusets ansatte, som på den ene eller anden måde har kunnet bidrage med brikker i det forløb, der skulle ende med en retssag mod Christina Aistrup Hansen. Over 70 mennesker endte med også at vidne i retten. De forklaringer har ligeså dannet grundlag for nogle af beskrivelserne i denne bog. Derudover bygger den på samtaler med over 50 personer, som jeg har interviewet og i mange tilfælde mødtes med ad flere omgange. Heriblandt sygeplejersker, læger, eksperter, advokater, ansatte hos politiet, familie og bekendte til sagens hovedpersoner og pårørende til sagens ofre.

Lægen tilføjede efterfølgende en PN-ordination på maksimalt 2,5 milligram morfin og 2,5 milligram Stesolid, hvis sygeplejerskerne vurderede, at der blev brug for »smertebehandling/ angstbehandling«. Patienten havde tidligere fået 2,5 milligram Stesolid

Retskemikerne kunne heller ikke hjælpe med at slå fast, hvilken medicin der var blevet sprøjtet ind i sidekammeret på Viggos drop. Som noget af det første på gerningsstedet havde politiet ellers sørget for at få droppet sikret. Omhyggeligt havde efterforskerne fisket det op blandt slanger og plastikaffald i den gule spand, der stod på gulvet i skyllerummet, kort efter Pernille havde fortalt, at hun havde gemt det derinde. Men koncentrationen i sidekammeret af det stof, som Pernille bemærkede var mælkehvidt, var for lille til, at de på laboratoriet kunne bekræfte, at der var tale om Stesolid, erklærede retskemikerne. Det, Pernille havde troet kunne være med til at fælde hendes kollega, var endt som et bevis, der formentlig ikke kunne bevise noget som helst.