Guds børn

drabsmænd, eller hvad vi nu kalder dem, er kun et symptom på den desperation og hjerteløshed, som et sygt styre har fremkaldt. Når ingen kan få øje på noget, der nytter, når alt hvad man gør, medfører repressalier, når alle midler er sluppet op, blomstrer desperationen.

noget for at ændre på alt det, og nu er det for sent. Nu er alt ved at være forbi.
Jeg beretter om al

og protesterer, det gør de her i Jerusalem, det gør de i andre byer og ude i ørkenen. Og hver gang bliver de slået ned og forfulgt af vagtstyrker og soldater. Statholderne har været hårde, særligt husker jeg Kumanus og Felix, og i fjor ved denne tid var der opstand. Præsterne og de andre rige familier støtter op om magthaverne, de hverver og aflønner deres egne soldater, som inddriver skat og told og sørger for beskyttelse.
Ingen af dem, som har siddet ved magten, har gjort

Det har været onde år for vores folk, onde år for det land her. Det er, som om vi er blevet ramt af en sygdom og er begyndt at æde af hinanden. Vi har haft tørke, som har ødelagt høsten, men herskerne indkræver fortsat skatter. Man har fortalt mig om folk, som ikke har noget at spise, om børn, som falder i søvn og ikke vågner igen. Vores land bliver hærget af røverbander, endnu flere end da jeg var ung. Personer, der kalder sig profeter, skyder op som ukrudt efter regn, og folk følger dem. Folk forsamler sig

Jeg beretter om alt det her i et forsøg på at forstå alle de rasende unge og deres brutalitet, som nu er groet frem. De er ligesom de to unge mænd, vi dræbte for så mange år siden, som vi skulle følge til Jerusalem, og som var forblindet af deres tro. Præcis ligesom de to har mange af dagens unge et brændende ønske om at sprede kaos, en ukuelig vilje til at gennemføre det og en tro, der bevirker, at de ikke frygter døden.

der var større end ham selv, der var større end Templet og Det hellige derinde, der var større end det vældige rige, som besættelsesmagten har indlemmet dette land i. Det er en tro, de ikke magter at udrense.
Derfor siger jeg: Selv om Nadab er borte, lever han videre.
Og jeg, hvad med mig selv? Jeg lever stadig, og den som gennemlever alt, må også se alt. Jeg var den, som tog Nadab ned fra korset, jeg var med til at bære ham til hulen.

Nadab fulgtes med os til Jerusalem. Der blev han væk fra os. Han gik til Templet og lavede optøjer, han talte om Jesus, og sådan blev han fanget og dræbt. Han var en voldens mand, men han døde for en tro. Han døde for noget

Men hvad er lys uden mørke? Hvad er morgensolen uden nattens sorte tæppe?

Jeg talte med Jesus, jeg var fuld af hans kraft. Jeg kan være en anden, jeg var en anden. Men nu er jeg ingenting, jeg har mistet alt, jeg magter ikke at holde fast.
Det er tvivlen, siger Cato, den er en del af os. Og ligesom tvivlen findes i os, findes det onde i os alle. Det er en del af alt det, vi består af. Vi må leve med det, bekæmpe det, så det ikke tager over. Jeg lod det tage over, men du har altid kæmpet, du har ikke ladet det fortære dig.

Måske går det ikke væk, siger han. Måske er det en del af dig.
Jeg siger, at det ikke er en del af mig, at det er en lidelse, noget som er sat ind i mig.
Men det ændrer sig, siger han, det kan jeg høre nu. Det sætter sig ikke fast i samme grad som tidligere i dag. Du kan selv styre det.
Jeg stirrer på ham.
Måske er det ikke noget inde i dig, Jakob, siger han, måske er det sådan, du er. Du er, som du taler.