Niels Leth og Tante Mille var netop gaaet ned, for Temperaturen var steget igen, og Sygeplejersken vilde derfor helst være alene med Patienten, der var Særlig medtaget i Dag og navnlig led af en stærk Hovedpine. Niels Leth kunde se, at det var daarligere med hans kære Agnes, — — men for Tante Milles Skyld passede han paa ikke at lade sig mærke med sin Angst og fik hende til at gaa med ned i Stuen.
Lissi og Frøken Eriksen talte sjældent sammen. Sygeplejersken fandt, at den unge Pige var en højst mærkelig Person, — — at hun var angst for sin Mor, kunde man tydeligt se, — hendes store mørke, alvorlige Øjne veg næsten ikke fra Sygesengen, selv om hun lod, som om hun var optaget af den Bog, hun sad med i Skødet. Der maatte være noget i Vejen mellem hende og Familien, — — de saas aldrig sammen, og saa snart Patienten havde faaet sin beroligende Medicin om Eftermiddagen, forsvandt Pigebarnet straks for ikke at vise sig, før hendes Mor igen var ene med Sygeplejersken. Med et Ansigt som hugget i Sten kunde hun sidde i Timevis, lytte til hver Lyd fra Sengen, men ellers saa tavs og stille, at Frøken Eriksen ofte var helt uhyggelig til Mode. En underlig Størrelse var hun, — — ikke venlig og ligefrem som den øvrige Familie, men stiv, kold og mærkelig rolig.
Rolig, — nej, det var Lissi ikke, — — alt andet, men hun forstod at beherske sig.