Pigesind

Jeg vil jo, at du skal kende mig og vide:

Alt, hvad man dyrt betror mig, glider fra mig,

og derfor – for vor store lykkes skyld,

min ven, hold ikke slet så meget af mig. –

orårsnat
Nu sænker Gud sit ansigt over jorden,

det store hjerte banker ganske stille,

og se, hans pande mod hvis hvælv du hviler,

er kølig som en forårsnat i Norden.

Og skærmende han lægger hånden over

den gode jord, han skabte i sin glæde.

Han græder over vågne, kolde sjæle

og kysser dyrene og børn, der sover.

O, lyt en kølig forårsnat i Norden.

Guds milde røst er vindens sagte susen,

og evighed er lagt i blomsterånde,

– nu sænker Gud sit ansigt over jorden.

øftes til et skyggekor,

der maner os imøde

fra dybet hvor det døde bor,

der dræbende har sat sig spor,

som i vort dømte hjerte gror

og piner os til døde.

Sært er vort sind – vi elsker mest
det, der er længst forbi.
Musikken spiller – men skønnest var
en fjern og tabt melodi.
Måske blev jeg selv et evigt sår
brændt i en andens sind,
– mens du går omkring og lever et sted,
usåret, glad – og blind.

Sært er vort sind

Det skønneste jeg ved

Ritual

Når jeg er død, skal I lægge
mig ned i en kulsort kiste
og gi mig en vinrød kjole på
af fløjl og med lange ærmer.
Sort skal min kiste være,
fordi de andres er hvide,
og jeg er så lys, at det klær mig bedst
at bo i en kulsort kiste.
Og rød skal min kjole være,
fordi jeg har elsket livet,
og helt ned til fødderne skal den nå,
så jeg aldrig mere kan fryse.
Synge en salme må I,
men kun hvis I tror på salmer,
og vil I glæde mig allermest,
så skal I synge „Dinah“.
I stedet for kedelige
mænd til at bære min kiste,
skal elleve søde korpiger
steppe afsted med mit lig.
Og ingen præst skal prædike
og få min mor til at græde,
hvad skal det til – da jeg levede,
gik jeg jo aldrig i kirke.
Og I skal slet ikke sørge,
for selv om jeg elskede livet,
var jeg lidt doven og sover godt
her i min sorte kiste.

Mit hjerte

Mit hjerte er blevet borte,
kan ingen finde det til mig?
Det var et rødt lille hjerte,
let at gøre fortræd.
Jeg var så bange for sorgen
og bygged en mur omkring det
af kolde og hårde sten
for at skåne det røde hjerte.
Men jeg kunne ikke græde,
og jeg kunne ikke elske,
og da jeg rev muren ned,
var mit hjerte borte.
Nu går jeg min ungdoms veje
og leder blandt sten og snavs
efter de brændende tårer,
efter den lidende længsel,
efter mit levende hjerte.

Jeg elsker dig

Jeg elsker dig, fordi dit væsen blafrer
imod mig som et tællelys i træk.
Jeg elsker dig, for når jeg tror, jeg har dig,
så blæser lyset ud, og du er væk.
Jeg elsker dig, fordi du ikke vrøvler
om giftermål og ring og den slags ting,
en kærlighed som vor, så sød og flygtig,
må ikke sluttes inde i en ring.
For jeg vil aldrig stoppe dine strømper
og se dig uredt og i morgensko. –
Og du skal ikke se mig træt og gnaven
opvarte i en fedtet kimono.
Nej, vi skal mødes i de sene timer,
og danse, danse hele natten hen, –
og du skal ikke spørge, intet love
– for løfter bryder vi jo blot igen.
Du ser mig kun ved aften klædt i silke,
i fest og farver vil mit minde stå.
Engang, når du får stunder til at tænke,
skal du ha noget smukt at tænke på. –

„Hvad har jeg gjort
at natten er så lang og sort,
og dagen, dagen svinder bort
før tankerne få hvile?
Og kun til sorg er sindet stemt,
selv mine drømme har jeg glemt,
mit hjerte banker tungt og skræmt,
og jeg har glemt at smile.“