100 dage

– Jamen, så tror jeg også, jeg vil arbejde lidt, husene sælger jo ikke sig selv, siger hans far og blinker til Lukas.

Livet i det offentlige rum er for de velfungerende, dem, der kan holde farten, dem med arbejde, forbindelser og kontrol over situationen. De dysfunktionelle, de syge, de tossede, de arbejdsløse holder sig inden døre. Det er derfor, verden virker så ordentlig og normal, når man kaster et hurtigt blik på den udefra. Gadebilledet giver et forvrænget indtryk, her er jo lutter tilpassede mennesker, der har et arbejde og en naturlig ret til at være her.

Hun lægger nakken tilbage og griner højt.
– Haha, jeg kan godt høre, hvordan det må lyde i dine unge ører. Men sådan var det dengang. Der var ikke så meget at rafle om.
Hun tørrer lattertårerne væk og bliver alvorlig igen.
– Jo, jeg ville gerne have læst videre. Jeg tænkte meget på det, men jeg fik aldrig gjort noget ved det. Da børnene var store nok til, at jeg kunne være lidt væk fra hjemmet, var det, som om det var blevet for sent. Men jeg ville gerne have været bibliotikar, det var min drøm.

Tænk på en lørdag formiddag i Field’s med pølsehorn fra Føtex, tynd, syrlig ­maskinkaffe, udklædt underholdning i centerets midtpunkt, overvægtige danskere, der skubber kæmpestore indkøbsvogne foran sig, som om deres liv afhænger af det. Familien Danmark på indkøb i joggingbukser og bade­sandaler, den evige jagt på stort, nyt, billigt. Vogne fulde af colaer og dåse­øller, pumpet skinke, hvidt toastbrød, og så snupper vi lige Ekstra Bladet, mens vi venter ved kassen. Dominerende gorillamænd, der hundser rundt med deres undseelige koner, affarvet, halvdødt hår på trætte hoveder, småbørn, der trænger til at få skiftet ble, teenagere med hjemme­lavede tatoveringer og grønt hår, forvildede i de blindgyder, de har spærret sig selv inde i. Kedsomheden, manglen på indhold og retning,