Spirit Animals – Totemdyrenes fald 1: Udødelige vogtere

der rejste rundt mellem stammerne og solgte lervarer. Kaiina havde kendt hende i årevis, og den gamle, rynkede kvinde havde altid et smil på læberne.
Pranas totemdyr, en strålende isfugl, sad oven på kvindens lange, grå fletninger

Og derefter blev Meilin med et skrig væltet omkuld af et eller andet. Hun gik i panik et øjeblik, før hun mærkede en ulvs ru og ildelugtende tunge slikke hende på kinden.
”Briggan!” udbrød hun og grinede, så tårerne løb, mens hun slog armene om halsen på ulven. ”Conor!” råbte hun, i håb om at Briggans menneskepartner var i nærheden. ”Hvor er du? Få den her overdimensionerede hund af mig!”
Men Briggan blev bare ved med at slikke

Meilin forestillede sig, hvad Essix ville sige, hvis hun havde kunnet tale: Falken Essix er ikke nogen brevdue! Essix spiser brevduer til morgenmad!
Brevet var ildevarslende kort.
Meilin,
Jeg er klar over, at du ønskede at tilbringe noget tid væk for at klare tankerne, så det er ikke med let hjerte, at jeg beder dig om dette: Du må komme til Grønnehavn, så snart du kan. Evigtræet er i fare. Forklaring følger, når du er her.
– Din Rollan

”Gør det Dem flov at blive set sammen med os, min højbårne frue?” spurgte Rollan spøgende. Essix landede elegant på hans skulder.
Conor tværede noget mudder ud på Rollans næse og brød så ud i et højt grin. ”Nu bliver hun flov over dig.”

Abeke så Conor rødme og kigge væk. Det var først i løbet af de sidste seks måneder, at han overhovedet var begyndt at lære at læse.
”Øh, jo, selvfølgelig,” svarede Rollan tørt. ”Jeg læste … hele tiden, du ved. Jo større bog, jo bedre, det siger jeg altid.”

”Jeg vil meget gerne kigge i den bog snart, men ikke i dag, Erlan,” sagde Meilin. ”Vi er her i et vigtigt ærinde.”
”Det er altid vigtigt at lære,” mumlede Erlan. Han fortsatte med at gennemsøge reolerne, indtil skildpadden demonstrativt gik ind i hans ben for at få hans opmærksomhed. Erlan så ned på sit totemdyr og kiggede så op på Meilin, mens han glattede sit hvide hår. ”Ja. Undskyld. Vigtigt ærinde, sagde du?”
”Ja,” sagde Rollan og masserede sit hoved der, hvor han havde ramt lysekronen. ”Et middel mod hovedpine, tak.”
”Åh, undskyld. Jeg indrettede biblioteket til mig selv for flere årtier siden, og, ja, jeg har aldrig været særlig høj, og så har jeg vist glemt at tænke på, at andre mennesker også brugte biblioteket. Lad os se,” sagde Erlan og kløede sig i skægget, mens han lod blikket glide hen over de svagt oplyste hylder. ”Midler mod hovedpine. Jeg skal se, hvad jeg har …”
”Han lavede bare sjov,” sagde Meilin og skulede over mod Rollan.
”Det siger du!” svarede Rollan vredt.

”Hey,” sagde Rollan og lagde armen om skulderen på Conor. ”Vi skal nok finde ud af det her. Det ved du da godt, ikke?”
Der var noget anspændt over Rollans stemme. Han løj. Conor var sikker på det.
”Gør det ondt?” spurgte Meilin.
Conor vred sig væk under Rollans arm. ”Ikke alt for meget. Nogle gange tænker jeg, at den måske ville gå væk, hvis jeg ignorerede den. Den er bare så … ulækker.”
Rollan gav ikke op. Han lagde igen armen om sin ven. ”Du har jo været ulækker, lige så længe vi har kendt dig.”

”Så vi får ikke fornøjelsen af Kovos konversationstalent her i Grønnehavn?” spurgte Rollan. ”Sikke en skam.”

Endelig lykkedes det Conor at sige det, der bekymrede ham mest: ”Selvom det kun var et lille stykke, der kom ind i mig, arbejder den sig op ad armen på mig. Zerifs var i hans pande. Jeg tror, det er der, den er på vej hen.” Det vendte sig i Conor. ”Hvad sker der, når den kommer derop?”
”Du kan umuligt blive ligesom Zerif,” sagde Rollan tonløst. ”For det første er hans hår langt pænere end dit.”

Conor så, at Meilin gav Rollan et betydningsladet, sørgmodigt blik.
”Hvad?” spurgte Rollan. ”Sagde jeg noget forkert?”
Meilin skiftede til sit stop-med-at-være-sådan-en-tumpeblik.