Goldmann hævder i overensstemmelse hermed, at romansociologiens første opgave må være så nøjagtigt og udtømmende som muligt at beskrive forholdet mellem selve romanformen og strukturen i det sociale miljø, hvori den har udviklet sig, altså mellem romanen som litterær genre – med de forandringer, den har undergået – og det borgerligt-individualistiske samfund, hvis vigtigste litterære udtryk den er blevet, hvorfor dens forandringer sandsynligvis hænger sammen med visse forandringer i dette samfund – først og fremmest med den stadigt stigende tingsliggørelse. Det viser sig nemlig i Goldmanns analyser, at der synes at være en streng overensstemmelse mellem den moderne romanforms struktur og strukturen i det kapitalistiske samfunds økonomi, der først og fremmest er en markedsøkonomi, hvor det altså er bytteværdien og ikke nytteværdien, der er afgørende, og hvis grundtema er tilbud og efterspørgsel: man kunne også sige, at den favoriserer de inautentiske værdier på de autentiske værdiers bekostning, og dette kan i længden ikke undgå at få indflydelse på de mennesker, der lever under denne form for økonomi (jvf. f. eks. Rindalismen i Danmark, blandt hvis »doktriner« man fandt den påstand, at en kunstner, der ikke kunne leve af sin kunst, nødvendigvis måtte være en dårlig kunstner).
Under markedsøkonomien bliver den ægte brugsværdi naturligvis ved med til en vis grad at eksistere som selvstændig værdi, men i følge Goldmann antager den efterhånden en implicit og skjult karakter. Stadigt færre retter deres opmærksomhed mod den, og de individer, der trods alt under markedsøkonomiens ensretning bliver ved med at holde fast ved den – f. eks. kunstnere og digtere, eller i det hele taget alle skabende individer, hvis egentlige drivfjeder er ønsket om at udtrykke sig selv – kommer på denne måde til at leve i udkanten af samfundet, de bliver, hvad Goldmann kalder »problematiske individer« (»Pour une sociologie du roman«, side 26).