Bøger
Niels Egebak

Indskrifter. Essays om fænomenologi og æstetik

  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    At skrive er derfor egentlig at kalde på læseren, at opfordre ham til, med mig, at afsløre den virkelighed, eller at give den virkelighed eksistens, som jeg gennem sproget og min skabende virksomhed giver mulighed for at komme til verden. Derfor er det altid læserens frihed, skribenten kalder på, for kun denne frihed kan hjælpe ham med frembringelsen af hans værk, uden den forbliver værket kun en ting mellem andre ting, med en egeneksistens, som ikke har noget forhold til menneskelig eksistens, en væren-sig-selv uden menneskelig betydning: læsningen er »en styret skaberakt« (smst. s. 95, dansk ovs. s. 63).
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Sartre har aldrig, sådan som det f. eks. er blevet hævdet fra borgerlig side, været kommunist. Han har tværtimod fra første færd været kritisk over for partikommunismen, og han har aldrig ønsket at suspendere denne kritik. Han har heller aldrig, som ofte påstået fra kommunistisk side, været antikommunist. Skønt han aldrig lagde skjul på de ideologiske divergenser – og på trods af de hadefulde og vulgære overfald, han en tid var udsat for fra kommunistisk side (redaktøren af det kommunistiske tidsskrift »La Nouvelle critique« kaldte ham ligeud for fascist!) – har han hele tiden holdt fast ved den overbevisning, at kun kommunisterne ville være i stand til at realisere det mål, han også betragtede som sit: skabelsen af et socialistisk samfund, hvor den enkelte skal kunne udfolde sig frit. Denne overbevisning har han fastholdt lige siden, og den kommer også til udtryk i »Critique de la raison dialectique«, hvis forord forresten i sin første redaktion blev offentliggjort i et polsk tidsskrift allerede i 1957, altså på et tidspunkt, hvor de franske kommunister ikke var særligt tilbøjelige til at indlede nogen form for samtale med Sartre om ideologiske og filosofiske spørgsmål.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    vort mål er på langt sigt en befrielse … mennesket må fuldstændigt befries, det vil sige, at det må gøre sig til noget andet, end det er, ved at indvirke på sin biologiske situation såvel som på sine økonomiske kår, på sine seksuelle komplekser såvel som på de politiske forudsætninger for sin situation … Vi går uden vanskelighed ud fra, at et menneske, omend det betinges fuldstændigt af sin situation, dog kan være et centrum for en ubetinget ubestemmelighed. Denne uforudseelighed, som tegner sig skarpt mod den sociale bestemmelighed, er det, vi kalder friheden, og den enkelte person er intet andet end sin frihed … Man gør ikke, hvad man vil, og dog er man ansvarlig for, hvad man er: mennesket, som kan forklares ved hjælp af så og så mange samtidige årsager, er dog alene om at bære byrden af sin personlighed. I denne betydning kunne friheden se ud til at være en forbandelse, og den er en forbandelse. Men den er også den eneste vej til menneskelig storhed … Dette er vor opfattelse af mennesket, det totale menneske. Helt engageret og helt frit. Og dog er det dette menneske, man må befri ved at udvide dets muligheder for at vælge … Vort tidsskrift vil vie sig til forsvaret for selvbestemmelsesretten og den enkeltes ret. Vi betragter det frem for alt som et organ for virkelighedsforskning.« (»Situations« II, s. 23 ff, dansk ovs. 30 ff).
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    massekulturen er kommet for at blive, men den vil blive, hvad vi selv gør den til: gennem vor forståelse af dens betingelser og dens muligheder og gennem vort skabende arbejde på disse betingelser – eller gennem vor passive laden-stå-til, enten fordi vi ikke gider gøre noget ved vor situation, eller fordi vi ikke kan se den klart, når vi har blikket rettet mod en fortid, der for altid er tabt for os. Virkeligheden har altid været en opgave for mennesket. At vise den som en opgave er bl. a. den autentiske kunsts og litteraturs sag og målet for en kulturdebat, der overhovedet skal have mening.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    For det første, at tingsliggørelsen, altså overgangen fra kvalitet til kvantitet, fra nytteværdi til bytteværdi under en eller anden form for markedsøkonomi, i de hidtil eksisterende moderne økonomiske systemer har været uundgåelig, og at den messianisme, der har været et grundelement i den ortodokse marxisme – med godt hold især i Karl Marx’ senere skrifter – aldeles ikke har kunnet holde stik: At det altså ikke har været muligt at afsløre evigt gældende love for verdensudviklingen, fordi verdensudviklingen i høj grad er bestemt af de mennesker, der skaber den, af de kloge eller ukloge, langsynede eller kortsynede, fornuftige eller halsstarrige beslutninger, de har taget og i den givne situation har haft magt til at føre ud i livet.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    For det andet – og som en direkte følge af det foregående – at den menneskelige bevidsthed og de handlinger, den betinger, ikke nødvendigt og uundgåeligt er en blot og bar refleks af det givne, i det aktuelle tilfælde altså af tingsliggørelsen eller massekulturens øjeblikkelige struktur, hvadenten det er i vest eller i øst, den udfolder sig, at tingsliggørelsen og massekulturen nok er vort vilkår, men at dette vilkår altid blot er et udgangspunkt for den menneskelige skabende virksomhed.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Arbejderklassens bevidsthed hvilede på solidaritetens idé, ikke på frihedens, hævder Goldmann, idet han ikke tilstrækkeligt understreger, at denne solidaritet muligvis er blevet arbejderklassen påtvunget netop ved den fælles undertrykkelse og derfor meget mindre er solidaritet end en egennytte, der i en given historisk situation havde en fælles fjende.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Det for Goldmann overraskende er just opdagelsen af, at denne skaben ikke hviler, og ikke kan hvile på nogen kollektiv bevidsthed, men at den, samtidig med at den udtrykker tingsliggørelsen som en krise, søger mod autentiske værdier, som ingen social gruppe forsvarer – heller ikke proletariatet, der er blevet borgerliggjort og har underkastet sig markedsøkonomien i stedet for at protestere imod den – og værdier, som det økonomiske liv søger at skjule for alle samfundets medlemmer.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Det disse problematiske individer giver udtryk for i deres skaben er netop denne krise i forholdet mellem menneskene og de autentiske værdier, denne tingsliggørelse, der som svamp angriber menneskets bevidsthed om sig selv.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Goldmann hævder i overensstemmelse hermed, at romansociologiens første opgave må være så nøjagtigt og udtømmende som muligt at beskrive forholdet mellem selve romanformen og strukturen i det sociale miljø, hvori den har udviklet sig, altså mellem romanen som litterær genre – med de forandringer, den har undergået – og det borgerligt-individualistiske samfund, hvis vigtigste litterære udtryk den er blevet, hvorfor dens forandringer sandsynligvis hænger sammen med visse forandringer i dette samfund – først og fremmest med den stadigt stigende tingsliggørelse. Det viser sig nemlig i Goldmanns analyser, at der synes at være en streng overensstemmelse mellem den moderne romanforms struktur og strukturen i det kapitalistiske samfunds økonomi, der først og fremmest er en markedsøkonomi, hvor det altså er bytteværdien og ikke nytteværdien, der er afgørende, og hvis grundtema er tilbud og efterspørgsel: man kunne også sige, at den favoriserer de inautentiske værdier på de autentiske værdiers bekostning, og dette kan i længden ikke undgå at få indflydelse på de mennesker, der lever under denne form for økonomi (jvf. f. eks. Rindalismen i Danmark, blandt hvis »doktriner« man fandt den påstand, at en kunstner, der ikke kunne leve af sin kunst, nødvendigvis måtte være en dårlig kunstner).
    Under markedsøkonomien bliver den ægte brugsværdi naturligvis ved med til en vis grad at eksistere som selvstændig værdi, men i følge Goldmann antager den efterhånden en implicit og skjult karakter. Stadigt færre retter deres opmærksomhed mod den, og de individer, der trods alt under markedsøkonomiens ensretning bliver ved med at holde fast ved den – f. eks. kunstnere og digtere, eller i det hele taget alle skabende individer, hvis egentlige drivfjeder er ønsket om at udtrykke sig selv – kommer på denne måde til at leve i udkanten af samfundet, de bliver, hvad Goldmann kalder »problematiske individer« (»Pour une sociologie du roman«, side 26).
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)