Den mistænkte

Carlyle var blevet dræbt. Carlyle havde fortjent det. Han rettede sig lidt op i stolen og kikkede roligt ud af vinduet på sin have. Det var sandheden. Carlyle havde fortjent det.

Han rejste sig og gik udenfor igen. Denne gang så han på blomsterne, der stod i bedene ved huset. Han plantede dem ud for mere end tre måneder siden, som om han ubevidst havde forudset det usædvanligt varme og tørre forår. Han havde taget imod vejret med glæde og taknemlighed. Måske var det hans sidste sommer; måske var det naturens sidste gave til ham. Bortset fra at han ikke fortjente nogen gave fra naturens side. Ikke nu.

Det faldt ham imidlertid på en eller anden måde ind, mens han stod bøjet over sine morgenfruer, at en hævnende gud måske netop gav ham en gave for at have gjort det af med Carlyle.

George måtte støtte sig mod muren et øjeblik for at få vejret og overvinde lidt svimmelhed. Og så lukkede han øjnene og tænkte på Audrey. Et stort sug af lettelse gik gennem ham over, at han stadig kunne huske hende, med favnen fuld af dybrøde liljer og leende af glæde. Hun havde været den virkelige gartner i familien.