Georg Brandes

Aristokratisk radikalisme

Giv mig besked når bogen er tilgængelig
Denne bog er ikke tilgængelig i streaming pt. men du kan uploade din egen epub- eller fb2-fil og læse den sammen med dine andre bøger på Bookmate. Hvordan overfører jeg en bog?
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Man er i den nyere tid fortrolig med den tanke, at målet, for hvilket det gælder om at arbejde, er lykke, alles eller dog de flestes lykke. Hvori lykken består, ses sjældnere overvejet, og dog lader det spørgsmål sig ikke afvise, om ikke et år, en dag, en time i paradiset er mere lykke end et liv i kakkelovnskrogen
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Domsordet god hidrører ikke fra dem, mod hvem der blev udvist godhed. Den ældste bestemmelse har været denne: De fornemme, mægtigere, højerestillede, højsindede har holdt sig selv og deres gøren og laden for gode – første rang – i modsætning til alt lavt og lavsindet. Fornem, ædel i betydning af en højere kastes standsfølelse er grundbegrebet, hvoraf god udvikler sig som sjæleligt højbåren. De lavtstillede betegnedes som slette (ikke onde). Slet får først sent sin ubetinget nedsættende betydning. Det er fra menigmands side et rosende ord: slet og ret, slet som jævn, smlgn. det fremmede ord gemen i dansk almuessprog.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Den andens ulykke berører os pinligt og krænker os, stempler mig måske som fejg, hvis jeg ikke bringer hjælp. Eller der ligger i den et fingerpeg om mulig fare for os selv; vi føler desuden lyst, når vi sammenligner vor egen tilstand med den ulykkeliges, lyst når vi kan træde til som de mægtigere, de hjælpende. Den hjælp, vi bringer fornemmes af os selv som lykke eller udriver os måske blot af kedsomhed
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    t er fornødent: at give sin karakter stil. Denne kunst øves af den, der med blik for sin naturs stærke og svage sider fjerner et og andet af sin oprindelige natur, dernæst ved daglig øvelse og tilkæmpet vane tilføjer adskilligt, så det bliver ham til anden natur, altså underkaster sig en tvang for efterhånden helt at bøje sit væsen under sin egen lov.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Det nytter ikke at sige til os: Handl som andre i dette tilfælde burde handle! Thi vi véd, at der ikke gives eller kan gives ens handlinger, men at enhver handling er enestående i sin art, så at alle forskrifter kun går på handlingens grove ydersider.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Men hvorfor lykke for det største antal? Man kunde tænke sig: for de bedste, de ædleste, de mest geniale, og man må have lov til at spørge, om jævn velstand og jævnt velvære er at foretrække for den ulighed i kår, hvis bråd tvinger kulturen til stadigt at stige.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    i har en samvittighed bag vor samvittighed, en intellektuel bag den moralske. Vi indser, at N. N.s samvittigheds dom har en forhistorie i hans drifter, hans oprindelige samhu eller afsky, hans erfaringer eller mangel på erfaring. Vi indser ret vel, at vore meninger om det ædle og gode, vore moralske værdsættelser er kraftige løftestænger, når det gælder handling, men vi må begynde med at lutre disse meninger og selvstændigt skabe os nye værdi-tavler.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Verdenshistorien er verdensdommen, som om der kunde gives nogen anden historisk domstol end tanken, og hårdnakket har den Hegelske opfattelse af historien som guddommens stedse tydeligere selvåbenbaring holdt sig, kun at den efterhånden er bleven til den bare beundring for det heldige udfald, til godkendelse af ethvert som helst faktum, det være nok så brutalt
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    det ædleste, højeste virker slet ikke på masserne, og ikke mere bagefter end i samtiden. Derfor taler en religions historiske held, dens sejghed og varighed, snarere mod dens ophavsmands storhed end for den
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Man betragter den historiker som saglig, der måler fortiden mod sin samtids yndlingsmeninger, den som personlig, der ikke anser disse meninger for mønstre. Man tror den mest kaldet til at fremstille et tidspunkt af fortiden, hvem dette slet ikke angår. Men kun den, der bygger med på fremtiden, begriber hvad fortiden var, og kun omdannet til kunstværk kan historien vedligeholde eller endog vække instinkter
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    Historien tilhører efter hans opfattelse den, som kæmper en stor kamp, og som behøver forbilleder, lærere, trøstere, men ikke finder dem i sin samtid. Uden historien vilde det højdedrag af store menneskers store øjeblikke, som går igennem årtusinder, ikke kunne stå levende og klart for mig.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    dannelse burde være, hvad den hos grækerne var: bevæggrund, evne til beslutning; nutildags betegnes dannelse gerne som inderlighed, fordi den er en død indvendig klump, som ikke bevæger sin indehaver. De mest dannede er konversationsleksikoner. Når de handler, er det i kraft af en almindelig godkendt, jammerlig vedtægt eller ud fra simpel råhed.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    den nedbryden af individualiteten, som den moderne samfundsorden fører med sig. Stærke mennesker tåler en stor sum af historie uden at blive uskikkede til livet.
    Ove Christensenhar citeretfor 5 måneder siden
    , hvis frembringelsesdrift den historiske viden hæmmer eller dræber, var forud så afmægtige og uvirksomme, at verden ikke vilde være bleven beriget ved deres frembringelser. Og hvad der lammer, er jo desuden ikke så meget den uensartede masse af død historisk kundskab (om regeringshandlinger, politiske skaktræk, krigsbedrifter, kunstneriske stilarter osv.), som kendskaben til enkelte store ånder i fortiden, i sammenligning med hvis gerning alt, hvad en nulevende kan yde, synes af så forsvindende betydning, at det bliver ligegyldigt, om hans arbejde kommer til verden eller ej. Goethe alene kan bringe en begyndende tysk poet til at fortvivle.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)